Den russiske guvernør Alexander Tkachev og Helmut Claas fra Claas-gruppen har lagt grundstenen til en ny Claas-fabrik i Krasnodar i det sydlige Rusland.

Aftalen blev underskrevet i maj måned og nu starter byggeriet, der ifølge Claas forventes at koste omkring 150 millioner kroner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Indtil fabrikken står færdig, samler Claas mejetærskerne af præfabrikerede komponenter, mens man i fremtiden vil integrere lokale udbydere i produktionen.

Hvis produktion og salg fungerer efter planen, forventer Claas inden for få år at øge sine investeringer til over 225 millioner kroner.

Frugtbart lokalt samarbejde

- Vi har et godt samarbejde med vore russiske partnere i Krasnodar. Siden maj måned har vi samlet 50 mejetærskere til det russiske marked på vores midlertidige samlefabrik i Krasnodar, fortæller Lothar Kriszun, der er vicedirektør for salg og service i Claas.

Claas har opereret på det russiske marked siden 1990 og har udviklet sit eget netværk af forhandlere. Ifølge virksomheden er der omkring 3.000 især ældre og selvdrevne Claas-høstmaskiner i brug i Rusland.

- Vores nye mejetærsker-fabrik skal sikre vores position i Rusland og samtidig åbne op for nye salgsmuligheder. Målet er at forsyne markedet med lokale produkter, så vi mere effektivt kan leve op til efterspørgslen, fastslår Lothar Kriszun.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det russiske kornkammer

Krasnodar ligger i Kuban-regionen mellem Sortehavet og Det Kaspiske Hav. På grund af sine frugtbare jorder er området kendt som Ruslands kornkammer. Ifølge Claas" undersøgelser er der et meget stort marked for landbrugsmaskiner i regionen.

Samtidig forventer Claas, at mere end 80 procent af de russiske landbrugsmaskiner, som er i drift, skal udskiftes i løbet af få år.

Claas vurderer ydermere, at det russiske landbrug er ideelt for netop Claas-maskiner, fordi bedrifterne er meget store.

Mens en tysk landmand i gennemsnit har 41 hektar, har mere end 80 procent af de russiske landbrug mellem 5.000 og 20.000 hektar jord til rådighed, oplyser Claas.