120 mænd og kvinder i hvide kitler sidder andægtigt ved lange borde i en hal på Snejbjerg Mejeri.
De tygger, de smager og efter kort tid spytter de ud igen.
De mange fagfolk fra danske mejerier er i gang med at bedømme de oste, som er med på den store Landsmejeriudstillingen, som foregår i disse dage i Messecenter Herning.
Ikke færre end 1.000 oste er med på den traditionsrige udstilling. Det er alle de oste, som standens dommere skal smage sig igennem for at finde frem til blandt andet en Danmarksmester, en vinder af Scandinavian Dairy Contest og finde de bedste oste fra Norge, Sverige, Island og Færøerne.
Alle ostene fik deres dom 14 dage før Landsmejeriudstillingen åbnede, men resultaterne blev først offentliggjort på udstillingens åbningsdag i tirsdags.
79 islandske oste
De 120 dommere er delt op i 23 hold, som vurderer forskellige ostetyper. Det kan være feta, Danbo, skimmeloste, svenske, norske eller islandske oste.
Steen Poulsen, som til daglig er leder af Katrineholm Mejeri ved Skørping, er med på holdet, der i løbet af cirka fire timer skal smage sig igennem 79 forskellige islandske oste.
- Jeg ved, hvordan osten skal smage for at være god, fortæller Steen Poulsen, som har været med til at dømme oste for Landmejeriudstillingen i syv år.
- Vi kigger på ostens ydre. Den skal være ren, pæn, og den må ikke være skæv, fortæller han.
Mens Steen Poulsen omhyggeligt smager på osten, sidder han med et skema foran sig. Her skriver han karakterer for ostens ydre, farve, bygning, konsistens, lugt og smag.
Når smagsløgene har gjort sit arbejde, spytter Steen Poulsen osten ud i en spand, snupper en slurk apollinaris og tager næste bid af en ny ost.
Danbo-holdet
I et hjørne af den store mejerihal sidder Niels Lange Jørgensen. Han er holdleder for hold 10, som skal bedømme 33 skiver af forskellige oste af typen Danbo.
- Det vil være umuligt for en almindelig forbruger at bedømme et så stort antal oste. Det kræver ekspertise. Vi dommere er fagfolk og dermed rutineret i at smage et stort antal oste, siger Niels Lange Jørgensen.
Han er direktør for Taulov Mejeri og er for fjerde gang med til at smage og vurdere oste for Landsmejeriudstillingen.
Han sidder med en halv Danbo-ost i hænderne, kigger på overfladen, sender den videre til næste mand på holdet og tager en bid af en skive ost.
- Konsistensen har stor betydning. Hvordan osten føles, når den kommer ind i munden, er vigtig. Den må ikke være klæg. Sådan en god Danbo skal være halvfast, smidig og skærbar, fortæller mejeridirektøren fra Taulov.
Og hullerne er også en vigtig del af en Danbo.
- I en god Danbo skal der være to til fem huller af ærte-størrelse på fladen af en halv ost, fortæller Niels Lange Jørgensen.
Kittelfolk
Foran ham står Ejvind Madsen klar med næste ost.
Han er chef på Klovborg og Glejbjerg Mejeri, men i dag er Ejvind Madsen en af 30 såkaldte kittelfolk.
De bruger tre dage på at gøre klar til bedømmelsesdagen, og under Landsmejeriudstillingen hjælper de i fem dage med alle de praktiske ting i forbindelse med arrangementet.
Allerede i 1970 begyndte han som dommer, men i år er det Ejvind Madsens job at servicere hold 10. Fra en reol henter han oste til smagsdommerne og lægger dem tilbage, når de har afsagt deres dom.
Niels Lange Jørgensen smager stadig på oste. Hans fire kolleger på holdet sidder også i dyb koncentration. Trods de mange mennesker i hallen er der kun en sagte summen.
Det er fagfolk, der arbejder.
Alle dommerne er ansatte fra danske mejerier. Inden de får lov til at være smagsdommere, kommer de på et kursus, hvor de blandt andet lærer om, hvordan man smager. Og hvordan smagsløg opfører sig.
Hvis der alligevel opstår tvivl, har dommerne en manual, hvor de kan hente vejledning.
Ostesnak
Efter to en halv time er dommerne på hold 10 færdige.
Niels Lange Jørgensen synes, det er spændende at bedømme oste. Men han lægger heller ikke skjul på, at dommerdagen på Snejbjerg Mejeri også har en social gevinst.
- Vi får mulighed for at mødes med kolleger og få en ostesnak, siger han.
Henning Clausen, der er formand for Landsmejeriudstillingen, mener også, at både forberedelserne til Landsmejeriudstillingen og selv dagene i Messecenter Herning har stor betydning både fagligt og socialt.
- Mange kender hinanden. Der er ansat cirka 10.000 mennesker inden for dansk mejeribrug. Og alle faglærte mejerister kender hinanden, fortæller Henning Clausen.
Han mener også, at udstillingen er med til at give inspiration til nye produkter.
- Den er et led i produktudvikling. Der er ingen tvivl om, at folk går og "lurer" på hinanden, siger Henning Clausen.
Hvad udstillingen betyder i kroner for dansk mejeribrug, kan Henning Clausen ikke sætte tal på.
- Men dagene i Messecenter Herning betyder meget. Det er jo en fantastisk mulighed for at vise, hvad vi kan. Mange benytter også lejligheden til at invitere kunder hertil for at vise produkterne frem, siger han.
På udstillingen deltager 80 ud af de cirka 100 mejerier, der er i Danmark.Foto nr. 366807-1
Landsmejeriudstillingen blev holdt i Messecenter Herning i dagene 11.-13. november.Vindere





