En gennemsnitlig dansk mælkeproducent vil i 2003 komme ud med et driftsresultat på 140.000 kroner. Det er det laveste resultat nogensinde og en tilbagegang på 35.000 kroner i forhold til sidste år.

Endnu hårdere ser året ud for svineproducenterne. Som et resultat af årets lave svinenotering, der i sommer nåede bunden med 7,20 kroner pr kg, forventes de at afslutte 2003 med et underskud på driftsresultatet på 100.000 kroner mod et overskud på 31.000 kroner i 2002.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Planteavl vil være den økonomisk bedste driftsgren inden for landbruget i 2003. Med et forventet driftsresultat på 180.000 kroner ser det meget lysere ud end for 2002, hvor resultatet var 106.000 kroner. Årets forventede resultat ligger dog stadig 10.000 kroner under gennemsnittet for 1998-2002.

Det forudså Landsudvalget for Driftsøkonomi på deres årsmøde 2. december 2003.

Udvalget forventer, at kommer til at gå fremad for svinefolkene, mens mælkeproducenterne må forberede sig på endnu hårdere vilkår i 2004.

Mælkeafregningen er faldet fra 2,53 kroner pr kg i 2002 til 2,45 pr kg i 2003, og den vil blive endnu lavere næste år. Omkostningerne til at producere vil være de samme, så Landsudvalget for Driftsøkonomi forventer et resultat i 2004 på maksimalt 110.000 kroner.

Afdelingsleder Torben Wiborg, Dansk Landbrugsrådgivning, Landscentret, Økonomi og Jura, finder dog også anledning til optimisme.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Selv med den lave afregning, er der en gruppe af mælkeproducenter, der stadig formår at tjene penge. Både blandt store og små bedrifter ser vi nogle med en rigtig god produktivitet. Det er typisk dem, der har en høj mælkeydelse og formår at udnytte foderet optimalt, fortæller Torben Wiborg.

I 2003 har heltidsproducenterne en lønningsevne på 64 kroner i timen. Det er et fald fra 78 kroner i timen i 2002. I 2004 forventes mælkeproducenternes lønningsevne at falde til 60 kroner i timen.

For svineproducenterne ser det værste nu ud til at være ovre. Noteringen er nu på 7,90 og forventningen for 2004 er 8,70 plus efterbetaling.

Underskuddet på 100.000 i 2003 forventes i 2004 at være vendt til et overskud på 140.000 kroner.

I 2003 var svineproducenternes lønningsevne helt nede på 20 kroner i timen, mod 62 kroner i timen i 2002, og i 2004 forventes den at stige til 76 kroner i timen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Planteavlerne forventes i 2004 at få et driftsresultat på 220.000 kroner. I 2003 havde de en lønningsevne på 63 kroner i timen mod 47 kroner i 2003. Den forventes i 2004 at stige til 73 kroner i timen.