Glemmer du, så husker jeg, lyder en linje i en meget populær dansk revyvise. Men huske så meget, som man kan læse i den for nylig udgivne bog Forretning og teknologi Landbrugsmaskinindustrien midt i verden 19. til 20. århundrede kan næppe nogen.
Og lad det være skrevet med det samme, det er et imponerende værk, Jens Christensen har begået til de, som har blot den mindste lyst til at mindes, hvordan det var engang med hensyn til landbrugsmaskinerne.
For længst glemte firmanavne dukker op til overfladen igen. Vi kan læse om, hvordan verden så ud for mange årtier siden, og om hvordan det påvirkede landbrugsmaskinindustrien og det danske landbrug.
Selvom Jens Christensen er historiker og har opbygget sin bog ud fra mange af de normer, som gælder for et videnskabeligt værk, er det alligevel læsning, hvor vi alle kan være med. Bogen er nemlig behagelig fri for fremmedord og knudrede sætninger.
Helt nede i traktorsædet er også Jens Toft, som netop har fået udgivet bogen Maskinerne og mig. Han er absolut ikke akademiker, men derimod maskinhandler fra det vestjyske. I hans bog bliver vi præsenteret for den personlige, men absolut også spændende beretning om mekaniseringen af dansk landbrug.
Begge de nævnte bøger har MaskinBladet modtaget til anmeldelse. Det har vi ikke med bogen Bukh den danske traktor af Jørgen Kjær. Men derfor skal den alligevel nævnes, for her er der tale om et dansk industrieventyr, som sluttede i 1969.
Kommer hele vejen rundt
Størst af de tre nævnte bøger er Jens Christensens Forretning og teknologi, som med sine 700 sider er intet mindre end tyk som en mursten.
Men da den sprogligt er lige til at gå til og tilligemed er meget systematisk opbygget med en fyldestgørende indholdsfortegnelse, er den nem at komme i gang med.
Bogen er opdelt i fem tidsperioder, nemlig 1840 - 1890, 1890 1945, 1945 1980, 1980 1990 og 1990 2000 ++ .
Inden for hver af disse perioder får vi et kort indblik i verdensøkonomien og landbrugets situation på en række områder såvel på verdensplan som i Danmark. Og bare rolig, bogen er udover disse overblik skrevet med fokus på danske forhold, med mindre der er tale om internationale producenter så som Ford, Fiat, Massey Ferguson, Kverneland, John Deere og alle de øvrige - lige fra de helt store til de helt små, hvis maskiner er solgt i Danmark.
Undervejs præsenteres vi for firmaernes historie, og vi får en masse statistik om salg og produktion.
Udover skriftlige kilder har Jens Christensen interviewet op mod 100 kilder i den danske landbrugsmaskinbranche.
Vi, der har en del årtier på bagen, kan med andre ord få frisket hukommelsen op, hvis vi ikke lige selv kan huske, hvordan det var dengang.
Eneste anke over bogen er nogle småfejl, som ikke burde have været der. For eksempel hedder den engelske by, hvor CNH i dag laver New Holland og Case IH traktorer, ikke Masildon men Basildon. Som læser er det også lidt generende, at i konsekvent er skrevet med stort. Men det er dog ubetydelige fejl i denne sammenhæng.
Udgiver er Aarhus Universitetsforlag, og prisen er 448 kr. inkl. moms.
Den personlige erindring
Jens Toft fortæller den helt personlige beretning om sit lange liv med landbrugsmaskiner.
Født i 1927 i en bondeslægt i Højmark i Vestjylland har vi at gøre med et menneske, som har haft en virketrang ud over det helt almindelige.
Ikke mange har været mejetærskerpiloter i USA i 1950erne, og hvem var selvflyvende midt i 1960erne? Jo, det var såmænd Jens Toft, men det handler bogen nu ikke mest om. Den handler mere om hans egne oplevelser som maskinhandler og så langt de fleste af de maskiner, danske landmænd kunne købe fra anden verdenskrig og i mange årtier frem.
Og kan vi ikke huske, hvordan de så ud, så er der rigeligt med illustrationer til at friske hukommelsen op.
Hvor mange kan for eksempel huske et Freno traktorførerhus, der mest af alt ligner cockpitvinduet fra en jetjager? Eller hvad med en Taarup traktorradrenser?
Der er også den danske traktor Bukh, som på et tidspunkt var den mest solgte i Danmark.
Den danske traktor
Det begyndte med stationære motorer til blandt andet landbruget, og det endte som en traktorfabrik, som måtte lukke i 1969. Navnet er Bukh, og det navn dækker over et dansk industrieventyr, som i sine sidste 47 år var ejet af Danmarks største virksomhed, A.P. Møller.
A.P. Møller overtog kontrollen med fabrikken i 1922, da den var i økonomiske vanskeligheder. På det tidspunkt blev der produceret stationære motorer, som udover anvendelse i landbruget også blev brugt i mindre skibe såsom fiskekuttere og lystbåde.
Men mest kendt i landbrugskredse er produktionen af traktorer, som for alvor tog sin begyndelse i 1956 på initiativ af A.P. Møller personligt.
I 13 år frem til 1969 blev der produceret Bukh-traktorer på fabrikken i Kalundborg, og en del af dem kører såmænd stadig.
Forlag og pris er ikke oplyst i pressemeddelelsen om bogens udgivelse.





