Abonnementsartikel

Miljøminister og ornitologer har indgået aftale om at hjælpe truede fugle

Miljøminister Hans Chr. Schmidt og Dansk Ornitologisk Forenings formand Christian Hjorth har indgået en aftale om at hjælpe nogle af landets mest truede fugle.

Aftalen, der gælder for de næste tre år, vil betyde en ekstra indsats for truede engfugle som for eksempel brushane, ryle og stor kobbersneppe. Fugle, der alle er gået markant tilbage de seneste år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Også landets store rovfugle bliver tilgodeset i aftalen. Det gælder eksempelvis hedehøgen og den røde glente, som skal have forbedret deres levevilkår.

Aftalen er kommet på plads, fordi der er enighed om, at det haster med at gøre en indsats for de truede fugle, skriver Miljøministeriet.

Dansk Ornitologisk Forenings formand siger om aftalen:

- Vi blev positivt overraskede, da miljøminister Hans Chr. Schmidt tilbød os en tre-årig aftale. Vi glæder os over ethvert konkret fremskridt for fuglebeskyttelsen i Danmark, selv om der stadig er mange uløste problemer i det danske landskab.

- DOF fortsætter gerne ad dialogens vej. Foreningen har i hele sin historie kæmpet for rovfuglenes vilkår. Vi går nu for første gang sammen om en oplysningskampagne mod ulovlig bekæmpelse og for beskyttelse af rovfugle. Samtidig får de danske engfugle et tiltrængt løft. Det er meget prisværdigt, at miljøministeren har lyttet til vores råd, siger Christian Hjorth.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Miljøministeren er også meget tilfreds med aftalen.

- Jeg er stolt over, at det igen er lykkedes for interesseorganisationer og Miljøministeriet at finde fælles fodslag til gavn for naturen. Aftalen bekræfter mine ambitioner om, at naturpolitikken skal bygge på dialog og medejerskab, udtaler miljøminister Hans Chr. Schmidt.

- Jeg håber ikke alene, at den nye aftale vil gavne landets mest truede fugle, men også at aftalen kan blive et væsentligt bidrag for udviklingen af den danske naturbeskyttelse. Vi skal have langt mere dialog og samarbejde ind i naturpolitikken, siger han.