Ringsted Kirkegård er en udpræget bykirkegård med tydelige tegn på den udvikling anlægget har taget gennem årene.
Omkranset af stenmure til flere sider lukker den af for en del af byens øvrige støj, og tilbyder besøgende en rolig stund. Enten som besøgende til afdøde slægtninge og venner eller blot som et stille grønt areal, hvor man kan få ro på sine tanker.
Begge dele finder sted denne vinterdag, hvor sneen har lagt en effektiv dæmper på det grønne udtryk. Kirkegårdsleder Martin Jensen har arbejdet på kirkegården siden år 2000, så han kender alle historier og udfordringer på det 4,2 hektar store anlæg.
Særligt langs muren ud til Køgevej kan han fanges i et lille suk og et smil.
- Den storbladede vedbend rundt om vores bevaringsværdige gravstene har taget magten fra os. Det har infiltreret buksbom, tujaer og de øvrige planter i en grad, hvor mange er kvalt og andre kan ikke reddes. Vedbenden skal fjernes helt, så snart vi får plads i kalenderen, siger Martin Jensen.
Spidsfindigheder
Han arbejdede 22 år på kirkegårdsanlægget i Køge, før han kom til Ringsted. Det var hans forgænger i Ringsted, der i sin tid fik plantet den bredbladede vedbend, som Martin Jensen nu kæmper med.
- Den småbladede variant har jeg det fint med. Den vokser langsomt, så den kan vi styre. Det bredbladede har en tilvækst på 0,5-1,0 meter om året, hvis den har gode betingelser, konstaterer han.
De store ahorntræer langs samme mur har også vedbend kravlende rundt om stammerne, så de skal der også holdes øje med.
- De er mange år gamle, og de giver karakter til anlægget. desuden fungerer de som en effektiv afskærmning ud mod trafikken og byen, så dem passer vi godt på, siger Martin Jensen.
Senere i februar er det planen, at to af dem må lade livet på grund af sygdom. Desuden er endnu et af dem under særlig observation.
- I sommer tabte det alle sine blade meget hurtigt, så jeg er lidt spændt på, om det springer ud som normalt til foråret. Det er et flot træ, som jeg vil være ked af at fælde, men er det ramt af sygdom, er der ingen vej uden om, siger Martin Jensen.
Han betegner det spontane løvfald som "en ad de små spidsfindigheder, vi kommer ud for". Dem er der flere af på kirkegården.
- Vi har en solcypres, hvor der pludselig er vokset en helt almindelig cypresgren ud fra. Vi har også en sukkertopgran, hvor der vokser en hvidgran ud af siden på den. De ser lidt underlige ud, men de vokser på gravsteder, hvor vi ikke står for pasningen, så de får lov til at blive stående, fastslår Martin Jensen.
Kunderne bestemmer
Personalet er på 11 personer, og opgaverne inkluderer også pasning af de to kirker til anlægget samt al handling i kapellet. Ved tiltrædelsen overtog Martin Jensen en færdig handlingsplan for anlægget som helhed, så i princippet var det bare at gå i gang. Dog også med vågne øjne og ører.
- Udviklingen står ikke stille, selv om det er en kirkegård. Vi skal tilpasse os kundernes ønsker, og vi finder hurtigt ud af, hvad folk vil have. Vi forsøgte at åbne kirkegården lidt op i sit udtryk ved at oplægge nogle store familiegravsteder til mindre urnegravsteder, men det var absolut ikke populært, husker Martin Jensen.
Vand og ler
På væggen bag hans skrivebord hænger et kort over det samlede anlæg med alle gravstederne nummereret. Alle gange er tegnet ind, og for det blotte øje er det tydeligt, at anlægget er udvidet i flere etaper.
På den modsatte væg hænger et oversigtskort fra 1890, hvor anlægget først blev taget i brug. Her var kurverne i anlægget blødere, og der var et tydeligt parkpræg.
- Det er planen, at vi over tid skal bevæge os tilbage mod det oprindelige udseende, forklarer Martin Jensen.
Kontrasten er tydelig i forhold til de senere tiltag.
- En af etaperne fra 1930'erne ligner noget fra Frederiksborg Slotshave, og i 1950'erne blev et andet område lagt om i lange lige rækker. Ikke noget med nogen krummelurer. Bare lige ud, fortæller Martin Jensen.
De rige blev i fordums tid traditionelt begravet langs murene, mens de fattige kom længere ind på arealet og ligge. Inde på terrænet på det oprindelige areal betyder på Ringsted Kirkegård tæt ved en underjordisk vandåre, og den har giver Martin Jensen mange udfordringer.
- Når vi kommer en halv meter ned i jorden ved arealet syd for kapellet, står der klar vand. Har vi haft et meget vådt efterår, er det et rigtig stort problem. Vi har ler stort set over det hele i undergrunden, og nogle steder helt tæt på overfladen. Vi er endda udfordret af hvidler, som bliver som beton. Hvis gravemaskinen ikke kan klare hvidleret, må vi hamre det op. Den østligste del af kirkegården er tidligere kolonihavekvarter, så der er der i det mindste muld i den øverste meter, siger Martin Jensen.
Han har stor respekt for sine forgængere i branchen, hvor der ikke var den slags maskiner til at hjælpe, så problemerne måtte løses med håndkraft.
Det er et slag med naturen, som der ikke er mening i at udkæmpe, når der ikke er pladsmangel på kirkegården. Ved vandåren bliver de store gamle familiegrave efterhånden afviklet og udskiftet med græsarealer eller træer og buske.
- Vi har besluttet, at vi ikke sælger pladser på det område til nye begravelser, men hvis nogle gerne vil ligge hos deres ægtefælle, så er der ingen vej uden om. Så må vi grave hullet og installere en dykpumpe. Når ligvognen kommer, trækker vi slangen op af hullet, siger Martin Jensen.
Han er meget opmærksom på, at den følelsesladede situation, som en begravelse jo er, bliver håndteret korrekt af personalet. Men omvendt ønsker ingen at kisten vugger fra side til side, når den sænkes i hullet.
- Vi kan lægge nogle grangrene i bunden, som kisten kan stå på, men det er under alle omstændigheder ikke den bedste løsning, siger Martin Jensen.
Alt kræver den rette pleje
Han har sin egen opfattelse af, hvordan arbejdet på en kirkegård skal varetages. Mange års erfaring skal ikke ignoreres, og hans folk bakker ham op.
- Da jeg tiltrådte, sagde jeg til dem, at det skulle nok blive, som jeg ville have det, og med tiden skulle de nok få lært, at min måde ikke var så tosset, smiler Martin Jensen.
Eksempelvis er han ikke ubetinget overbevist om, at det er den rigtige løsning, når der på mange kirkegårde fjernes hække, og arealerne omkring gravene sås til med græs. Græsarealerne skulle være nemmere og hurtigere at pleje, hvilket frigiver mandskabstimer, lyder argumenterne.
Et stykke af vejen er Martin Jensen enig, men så heller ikke mere.
- Græsset er pænt og nemt at slå, men der følger andre ting med. Der skal blandt andet stikkes kanter af. Vi har 6000 grave, og hvis vi fjernede alle vores hække og såede græs, ville det selvfølgelig spare noget tid. Men græs spreder frø, påpeger kirkegårdslederen.
Af samme årsag består gangene ikke af græs men af perlesten og chaussésten.
Til gengæld er Martin Jensen stor tilhænger af stauder. Kirkegården i Ringsted var i 1990'erne med i et forsøg, der skulle klarlægge, hvilke typer stauder, der groede bedst under givne forhold.
- Derfor har vi stauder mange steder på kirkegården. Også på tomme grave. Nogle skal holdes lidt nede, men ellers er det en god løsning. Men det forudsætter, at personalet er indstillet på at passe stauderne. Ellers skal man glemme alt om stauder igen. Vi har to medarbejdere, der især i forhold til stauder er guld værd. Personalet skal føle for plejen af stauderne, ellers løber de sur i det, advarer Martin Jensen:
- Man kan sagtens have stauder på en kirkegård, men skal de stå flot, skal man have medarbejdere, som brænder for plejen af dem.
