Abonnementsartikel

De økonomisk trængte svineproducenter i EU får økonomisk støtte - den danske fødevareminister er imod

Hvad der ikke lykkedes i forsommeren er nu blevet en realitet. De økonomisk trængte svineproducenter i EU får nu en kærkommen håndsrækning fra EU-Kommissionen, der har besluttet at give støtte til privat oplagring af svinekød på slagterier. Det skriver Jyllands-Posten.

Før sommerferien var der ønsker om at få eksportstøtte, men det har nu udmøntet sig i støtten til privat oplagring.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fødevareminister Mariann Fischer Boel (V) var imod forslaget om eksportstøtten, og hun støtter heller ikke EUs landbrugskommissær, Franz Fischlers, beslutning om at give støtte til de europæiske svineproducenter.

- Vi går heller ikke ind for ordningen med oplagring, da vi ikke tror, det har den fornødne effekt. Eksportstøtte er et forkert signal til WTO-forhandlingerne, og samtidig er det ikke rimeligt over for de nye lande, som er på vej ind i EU og på den måde kan blive udsat for en urimelig konkurrence fra de nuværende EU-lande, siger Mariann Fischer Boel.

I Landbrugsraadet er der opbakning til Franz Fischlers beslutning.

- Markedet skal stabiliseres. Der er behov for løsninger, da priserne er under pres, og tingene ikke ser ud til at vende den næste tid, siger EU-konsulent Karl Christian Møller fra dansk landbrugs kontor i Bruxelles til Jyllands-Posten.