Abonnementsartikel

Dyrenes Beskyttelse mener, at Landsudvalget for Svins kampagne mod skuldersår er forfejlet

Dyrenes Beskyttelse er imod Landsudvalget for Svins kampagne til bekæmpelse af skuldersår.

- Svineproducenterne har en helt forkert tilgang til at løse problemet. Efter de forfærdelige billeder på TV-skærmene skal det nu være helt slut, og det gør man ved at aflive søerne. Indtil nu bliver der aflivet cirka 100.000 søer om året, og vi står med et massivt dyreværnsproblem, siger Ole Münster, direktør i Dyrenes Beskyttelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Foreningen mener, at kampagnen i stedet for skal være forebyggende, så man helt undgår de mange alvorlige skader.

- Man skal jo tænke på, at inden søerne bliver aflivet, har de gennemlevet utrolig mange lidelser, siger Ole Münster.

Forældrede systemter

Han mener, at forholdene i staldene ikke har fulgt med den avlsmæssige udvikling.

- Det helt grundlæggende problem er, at dyrene bliver presset alt for hårdt. Systematisk avl af søer, der giver flest mulige pattegrise har i dag ført til, at man har søer, der kan føde helt op til 30 pattegrise på et år.

- Ikke nok med det. Søerne er blevet så store, at de ikke længere kan være i de forældede systemer, der er dimensioneret til meget mindre søer. Men systemerne er ikke blevet ændret i takt med, at søerne er blevet større og større.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der skal altså sættes helt anderledes grundlæggende ind, for at give søerne bedre forhold, og her er aflivning ikke løsningen. Og kampagnen for Landsudvalget for svin er ikke svaret, fortsætter Ole Münster.

Dyrenes Beskyttelse vil nu igangsætte en udredning, der kortlægger problemerne for søernes velfærd med det formål at få skabt reelle velfærdsmæssige forbedringer for søerne i den danske svineproduktion.