Abonnementsartikel

EU og Rusland er blevet enige om en midlertidig aftale frem til 1. oktober 2004, der sikrer, at eksporten af dyr, kød og andre animalske produkter fra EU til Rusland kan fortsætte

EU og Rusland underskrev torsdag 2. september 2004 i Moskva en aftale, der sikrer, at eksporten af dyr, kød og andre animalske produkter fra EU til Rusland kan fortsætte.

Eksporten af disse produkter blev i begyndelsen af juni 2004 kortvarigt stoppet af de russiske myndigheder, men genoptaget med en midlertidig aftale frem til 1. oktober 2004. Nu er eksporten herefter altså også sikret.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Aftalen er kommet i stand efter flere måneders intense forhandlinger mellem repræsentanter fra EU-Kommissionen og de russiske veterinærmyndigheder. Repræsentanter fra Fødevaredirektoratet har deltaget aktivt i forhandlingerne på EU´s side.

14 nye certifikater er blevet aftalt og vil træde i kraft 1. oktober 2004. Parterne er dog enige om at indføre en overgangsperiode frem til 1. januar 2005. Hvis der er produkter, der ikke er omfattet af de nye certifikater, kan eksporten forventes at forsætte på baggrund af allerede eksisterende certifikater efter 1. januar 2005.

Aftalen indeholder endvidere tiltag, der skal skærpe indsatsen mod forfalskninger af de nye certifikater. Det overvejes på længere sigt at indføre elektroniske certificeringssystemer. Parterne vil en gang om året gennemgå certifikaterne med henblik på at vurdere deres effekt.