Abonnementsartikel

For de hurtige er der penge at spare ved at omlægge realkreditlån her og nu

Det overraskende rentefald i august måned betyder, at realkreditlån for næsten 100 milliarder kroner med fordel kan lægges om. Det viser en opgørelse, som Nykredit har foretaget.

Aktuelt kan mange boligejere med fastforrentede 6-procent lån spare 500-600 kroner om måneden før skat i resten af lånets løbetid ved at lægge om til fastforrentede 5-procent lån, vurderer Nykredit.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hertil kommer, at en stor gruppe med ældre højtforrentede lån med rentefaldet får endnu en chance for at opnå betydelige besparelser ved omlægning til et nyt og lavt forrentet lån.

- Eksempelvis kan en låntager med et 8-procent lån med en restgæld på en halv million kroner og en restløbetid på 12 år lægge lånet om til et nyt fastforrentet obligationslån med fire procent i rente og en uændret løbetid.

- Den omlægning vil spare kunden for cirka 1.000 kroner om måneden. Og i det regnestykke er omlægningsomkostningerne taget med.

- Det er imidlertid langt fra givet, at det gunstige renteniveau, der er lige i øjeblikket fortsætter. Derfor gælder det om at handle hurtigt.

- Allerede onsdag kommer der tal for erhvervsaktiviteten i Europa og i USA, og fredag kommer tal for beskæftigelsen i USA. Begge tal vil kunne påvirke det let bevægelige rentemarked, skriver Nykredit.