Abonnementsartikel

Efter kritik i Politiken af for højt sukkerindhold i Arlas Cultura-drik melder mejerikoncernen ud, at man inden for nogle måneder vil sende flere sukkerfattige produkter på markedet

Arla vil i løbet af nogle måneder markedsføre nye mælkeprodukter med et reduceret indhold af sukker.

Udmeldingen kommer efter en artikel i Politiken, der kritiserer sukkerindholdet i Arlas Cultura-drik for at være for højt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Opgaven med udvikling af flere produkter med mindre sukker er dog allerede i fuld gang hos Arla, oplyser afdelingsleder i ernæring, Merete Myrup Christensen, Arla Foods.

- I det ernæringsmæssige lys har vores opgave historisk været at reducere indholdet af fedt i mejeriprodukter. Her har vi gennem de forløbne 10 år udviklet et stærkt sortiment af fedtreducerede produkter i alle kategorier.

- Nu er turen kommet til sukker – og her vil vi inden for de kommende måneder være klar til at præsentere produkter med et lavere indhold af sukker, siger Merete Myrup Christensen.

Selvom mejeriprodukter kun bidrager med cirka fem procent af det samlede sukkerindtag i kosten, peger flere af Politikens kilder på, at sukkerindholdet konkret er for højt i Cultura, hvis det dagligt indtages som et mellemmåltid.

Arla og andre fødevareproducenter opfordres generelt til at udvikle flere produkter med mindre sukker og til at fokusere på produkternes indhold af sukker med mærkning.