Anders Christian Larsen holder af et alsidigt arbejde. Og det har han i sandhed skaffet sig.

1. April 2004 åbnede han og hustruen Annemarie Larsen Hallund Auto- og Maskinservice ved Brønderslev, der både tilbyder service af landbrugsmaskiner, fodringsanlæg og biler.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og oven i købet sælger Annemarie Larsen splinternye Ladaer og Hyundai.

- Lige siden jeg var 16 år gammel, har jeg arbejdet med fodrings- og udmugningsanlæg. Og dertil har jeg i min fritid rodet med knallerter, biler og traktorer, fortæller Anders Christian Larsen, der er uddannet landbrugsmaskinmekaniker.

På grund af de alsidige evner og interesser passede det rigtig godt til drømmene om at stå på egne ben, da Hallund Autoservice var til salg. Her var nemlig plads til flere værksteder og udstillingsareal både inde og ude.

To ansatte i virksomheden

I 18 år har Anders Christian Larsen primært arbejdet med Mullerup fodringsanlæg, og det er fortsat en meget central del af hans arbejde som selvstændig. Derudover har han forhandling af LJM gyllepumper, udmugnings- og foderanlæg.

Lægger man de aktiviteter sammen, er der rigelig med arbejde til Anders Christian Larsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det med at sidde foran tv"et i stuen er ikke rigtig mig - der skal ske noget, siger han, samtidig med, at Annemarie Larsen nikker ivrigt ved hans side.

Og der sker noget for det lille nystartede firma. Anders Christian Larsen har allerede ansat en mekaniker, der arbejder på værkstedet. Derudover er en tidligere kollega blevet ansat. Han servicerer maskiner og fodringsanlæg fra en servicevogn.

Døgnservice på telefonen

Anders Christian Larsen er så småt begyndt at bygge endnu et værksted. Et smedeværksted, der kan rumme de store maskiner. Derved bliver der to adskilte værksteder for biler og landbrugsmaskiner.

- Vi servicerer alt fra plæneklippere til traktorer, mejetærskere og skårlæggere, fortæller Anders Christian Larsen og tilføjer, at han heller ikke går af vejen for at lave hydrauliksystemer.

Men vigtigst for ham er, at han kan tilbyde en service, når kunden har brug for det.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg har telefonen åben døgnet rundt. Og det mener jeg bogstaveligt. Det sker ikke sjældent, at en kunde ringer klokken tre om natten med et problem. Og så rykker jeg ud.

- Men ofte er det blot et problem med en computer. Derfor kan jeg over telefonen hjælpe ham til at løse problemet, siger Anders Christian Larsen.379222-1

Anders Christian Larsen har 18 års erfaring med blandt andet fodringsanlæg, og det er fortsat en meget central del af hans arbejde som selvstændig.