Abonnementsartikel

"Hestehold - en grundbog" giver indblik i de mest elementære forhold, når man har hest

Grundig, omfattende og meget anvendelig.

Sådan er bogen "Hestehold - en grundbog", som Landbrugsforlaget netop har udgivet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I Danmark er der cirka 150.000 heste, og bogen henvender sig til mange af deres ejere.

For den mere erfarne hesteejer kan bogen være god, hvis man har brug for viden om blodorm, bylder i lungerne eller andet, for med et omfattende stikordsregister er det hurtigt at finde frem til de konkrete oplysninger, læseren søger.

Også for førstegangs-hesteejeren er bogen meget anvendelig, da bogen hurtigt giver læseren en alsidig viden om hestehold. Derimod er det ikke en bog, man skal give til naboens datter, som lige har fået sin første pony. Dertil er bogen ganske enkelt for faglig og nøgtern. Men hendes forældre kan derimod få glæde af den.

Bogen, som er på 240 sider, er delt op i otte kapitler, der handler om: Sundhed og sygdom, fodring, avl, reproduktion, oplæring og træning, hestens nærmiljø samt økonomi og afsætning, og dermed kommer udgivelsen godt og grundigt omkring de fleste elementære emner vedrørende hold af heste.

Det er nok de færreste, der læser bogen fra den ene ende til den anden, men netop opdelingen i kapitler gør, at bogen er velegnet til at læse i "bidder".

Artiklen fortsætter efter annoncen

Indblik i fodring

Kapitlet om fodring er værd at fremhæve, da det giver et grundigt indblik i de forhold, man skal tage ved fodring.

Da heste har et sindrigt tarmsystem, der gør, at dyrene er sarte i forhold til foder, er det vigtigt at være omhyggelig med fodring. Kender den nye hesteejer ikke noget til emnet i forvejen, er der her en mulighed for forholdsvis hurtigt at sætte sig ind i, hvilke hensyn man skal tage vedrørende fodring af heste.

Ligesom bogens øvrige kapitler er der hverken ord eller oplysninger, der unødigt fylder. Emnerne bliver præcist og nøgternt behandlet i grundbogen.

Og det er vel at mærke en grundbog. Ønsker den hesteinteresserede et indgående kendskab til ét af emnerne, er det mere hensigtsmæssigt at vælge en anden bog, der kun behandler lige netop det ene emne.

På 240 sider er det umuligt at komme i dybden med det hele, og det er heller ikke det forfatterne, Jørgen Fak-Rønne, Egon Fræhr og Eric Clausen, vil.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I forordet skriver de: "Tidligere havde de fleste hestebrugere en almen viden om heste, som blev erhvervet på landbrugsskoler og gennem daglig omgang med heste i landbruget eller ved militæret. Men den tid er forbi. Hestens anvendelse er ændret, og hos de nye hesteholdere er almindelig erfaring i omgang med heste ikke nødvendigvis almen viden".

Med bogen "Hestehold - en grundbog" vil forfatterne netop imødekomme det nye behov for viden om heste og hestehold. Og det mål har de fuldt ud indfriet.

Landbrugsforlaget, 240 sider, 247 kroner eksklusiv moms.79819