Antallet af frie fedtsyrer (FFA) er i stigning, og det kan give mælken en harsk smag.

Analyser fra danske besætninger tyder på, at risikoen for højt indhold af FFA i mælken er større i besætninger med automatisk malkeanlæg og traditionelle rørmalkeanlæg end i malkestalde, og nu vil Dansk Kvæg undersøge sammenhængene nærmere, skriver organisationen i sit nyhedsbrev.

Artiklen fortsætter efter annoncen

For at undersøge sammenhængene nærmere har Dansk Kvæg i samarbejde med Arla Foods og Steins Laboratorium netop startet et projekt om FFA.

60 besætninger med i projekt

Steins udfører rutinemæssigt en FFA-analyse på tankmælk hver uge, og i projektet, som løber fra august til oktober, udpeges cirka 60 besætninger med forhøjet FFA-tal.

De involverede besætninger tilbydes et besøg af kvalitetsrådgivere, som skal hjælpe med at finde årsagen til det høje FFA-tal i besætningen og samtidig se på mulige løsninger af problemet.

Ifølge Dansk Kvæg har det nuværende mængde af FFA, som dannes ved spaltning af mælkefedt, ingen betydning for mælkens smag.

- Men i og med at vi kan se, at FFA-tallene er i stigning, vil vi med undersøgelsen sikre os, at vi har fod på problemet og kan sikre mælkens smagsmæssige kvalitet, fortæller Conny Tegtmeier, dyrlæge ved Dansk Kvæg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dansk Kvæg forventer, at projektet resulterer i større viden på området og dermed også at få mulighed for at give målrettet vejledning til besætninger med høje FFA-tal.