Mens den danske stat kan glæde sig over højere indtægter som følge af den kraftigt stigende pris på olie, er Arla Foods ramt på pengepungen.

Prisen på olie har aldrig været så høj som nu, og det koster Arla Foods millioner af kroner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi står midt i et ekstremt nervøst oliemarked, og lige nu forventer vi en samlet ekstra energiomkostning på omkring 40 millioner kroner for det kommende budgetår, siger Karen-Marie Katholm, der er indkøbschef i Operating Services, Globalt Indkøb i Arla Foods. Det skriver Arla Foods i sit nyhedsbrev.

- Det beløb er beregnet ud fra situationen, som den så ud i april og maj, da vi lavede budgetforudsætningerne, men afhængig af markedets udvikling kan beløbet svinge til begge sider, siger hun.

Arla Foods oplyser, at virksomheden bruger cirka 50 millioner liter olie og 100 kubikmeter naturgas om året.

Olien bruges fortrinsvis til transport i form af mælkeindsamling og distribution, og naturgassen anvendes til procesopvarmning. Også prisen for dieselolie er steget den seneste tid - siden april 2004 er der lagt yderligere 11 procent til prisen.