Abonnementsartikel

Stålprisernes himmelflugt får nu indflydelse på de samlede bygge- og anlægsomkostninger - det spår Dansk Byggeri

Stålpriserne er inden for et år steget med 100 procent for blandt andre leverandører af staldinventar og stålspær. Det niveau er sandsynligvis kommet for at blive, vurderer ekspert i Dansk Byggeri.

- Prisniveauet falder næppe ned til niveauet for et år siden. Min vurdering er, at priserne tværtimod vil fortsætte med at stige. For eksempel er prisen på importeret råjern allerede steget med 33 procent siden november 2003 - måske stiger det helt op til 50 procent, siger Finn Bo Frandsen, specialkonsulent i Dansk Byggeri.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han gør opmærksom på, at det er råvarepriserne, der er steget med 33 procent. Men når stålet forlader grossisterne er prisen fordoblet i forhold til blot et år siden.

Det er noget, der kan mærkes hos både producenter af staldinventar og stålspær.

- Vi og vores kunder er blevet dobbelt ramt af forandringerne i stålmarkedet. Priserne på råstålet er steget med 100 procent, og samtidig er det blevet sværere at skaffe stål, siger Steen Feierskov, direktør i AL-Stålspær A/S.

Kontrakter må genforhandles

Steen Feierskov fortæller, at der for visse ståltyper er en leveringstid på op til 10 uger. I april i år opsagde virksomhedens stålleverandør den bestående seks måneders kontrakt. Den er genforhandlet til en ny kontrakt, der blot gælder for en måned ad gangen.

- Nu er vi nødt til at tegne kontrakter med forbehold. Der kan både komme problemer med leveringen og vi kan risikere, at prisen går markant op, fortæller Steen Feierskov.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I starten oplevede han nogen utilfredshed og undren hos kunderne, men det billede er helt vendt efter medierne har dækket stålprisernes himmelflugt.

Hos staldinventarproducenten Seem A/S har man lignende erfaringer.

Stigninger påvirker virksomheder

- Prisstigningerne af den størrelsesorden er ikke godt forretningsmæssigt, fordi mange ordrer er solgt til en fast pris i op til et år frem i tiden, fortæller Svend Hansen, salgskonsulent i Seem.

Virksomheden har måttet justere prislisten ind efter, hvor store mængder stål, der bruges i konstruktionen.

- Heldigvis har vi set en udfladning i stigningen på stål, men vi er da bekymret for, om den fortsætter med at stige, bemærker Svend Hansen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Leverandører af stål til Seem har ligeledes krævet nye skærpede betingelser for leverancer.

- Selvom vi bestiller tre måneder i forvejen, kan leverandørerne finde på at annullere ordren, konstaterer Svend Hansen.

Højere byggepriser i vente

Finn Bo Frandsen mener ikke, at den stigende stålpris er slået fuldt ud igennem herhjemme.

- Det er særligt anlægsarbejder, der rammes. Men det er også vigtigt, at man ved nybyggeri gør sig klart, at prisstigningerne kommer fordi omkostningerne går op, siger Finn Bo Frandsen.

Årsagen til de stigende stålpriser skal findes i det asiatiske vækstøkonomier, anført af Kina.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er en meget stor vækst i Kina og Asien generelt.

- Verden bliver rigere og rigere med større vækst. Den vækst forsvinder ikke bare pludselig, derfor kan vi forvente fortsat høje stålpriser, konkluderer Finn Bo Frandsen.77254-1