Udvidelsen af EU har allerede gavnet en række danske eksportvirksomheder. Salget af svinekød til de 10 nye medlemslande er i maj og juni tredoblet i forhold til niveauet før udvidelsen.
Det skriver Jyllands-Posten.
Især Danish Crown nyder godt af det stigende salg til de nye EU-lande. Slagterikoncernen har efter udvidelsen solgt for omkring 62 millioner kroner om måneden i de nye medlemslande. Op til udvidelsen var det månedlige salg omkring 23 millioner kroner.
- Vores adgang til disse lande er blevet langt bedre, fortæller Jens Haven Christiansen, koncerndirektør i Danish Crown.
Indtil 1. maj blev lastbilerne med Danish Crowns varer standset ved grænserne til Østeuropa.
- Vi skulle betale told. Det svækkede vores konkurrenceevne, og vores biler måtte nogle gange holde to dage ved grænsen, mens tolderne forsinkede papirerne. Nu er der ingen told og intet bureaukrati - lastbilerne kører lige igennem, og varerne kommer friske frem, forklarer Jens Haven Christiansen.





