Abonnementsartikel

Den engelske dyreregistrering har så lidt styr på kvægflytninger, at 1,2 millioner britiske dyr officielt er bortkommet

Hvis der udbrød mund- og klovsyge eller BSE i Storbritannien ville det være umuligt at spore hvilke dyr, der er flyttet til andre besætninger eller havnet i køledisken.

Så omfattende er det rod, som hersker i British Cattle Movement Service, der skulle holde styr på britisk kvæg, skriver Farmers Weekly.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En undersøgelse har vist, at 1,2 millioner britiske dyr savnes i de officielle opgørelser. Det er 20 procent af kvægbestanden.

Restriktioner fastholdes

Formanden for undersøgelseskommissionen, Edward Leigh, er uforbeholden i sin kritik:

- Dette er en ulykke, der blot venter på at indtræffe. Det står klart, at Landbrugs- og miljøministeriet (DEFRA) er i et altomfattende kaos, konkluderer han.

Edward Leigh opfordrer den britiske regering til at bruge skrappere midler mod landmænd, der ikke informerer myndighederne om flytninger af dyr.

De britiske landboforeninger havde håbet, at BSE-restriktionerne ville blive slækket så kvæg over 30 måneder kunne indgå i fødevareproduktion. Det har efter den nye undersøgelses konklusioner umiddelbart lange udsigter.