Uden at gå på kompromis med frihøjden er det lykkedes Schäffer at nedbygge en række af sine læssemaskiner, så de i kraft af en mere kompakt konstruktion holdes under 190 cm i størrelser op til 30 hk og under 200 cm for modellen med 45 hk.
I Danmark er det især Schäffer 2028 med 28 hk, der er populær hos kunderne, og den har den danske maskinimportør Helms TMT Centret - i tæt samarbejde med fabrikken - fået udviklet i en SLT-model med en total højde på 190 cm.
- Maskinen er simpelthen komprimeret, og motoren rykket lidt bagud. Det er sket på en måde, så vi holder vinklerne. Det betyder, at der er fuldstændig den samme kørestilling for føreren, så der er fortsat god plads til en fører på to meter, og SLT-modellerne er endda lidt lettere at stige ind og ud af. Ændringerne af opbygningen påvirker heller ikke præstationer eller manøvredygtighed, fortæller Kristian Helms fra Helms TMT Centret.
Velegnet til anlægsgartnere
Han står også klar med to andre nye Schäffer-modeller: 2024 SLT med 24 hk og 2030 SLT med 30 hk.
- Det lavere tyngdepunkt og den lette ind- og udstigning gør maskinen meget velegnet på byggepladser, til anlægsgartnere og til industriformål, hvor maskinen ofte anvendes i terræn, og til forefaldende opgaver, hvor føreren skal ind og ud af maskinen mange gange om dagen, siger Kristian Helms.
- Samtidig er maskinen velegnet til formål, hvor den skal ind og ud af bygninger eller andre stedet med begrænset højde. SLT-modellerne er nu nede i en totalhøjde, der svarer til de skridstyrede læssemaskiner, som nogle har foretrukket på grund af adgangsforholdene.
De første eksemplarer af de nye maskiner kom til Danmark i slutningen af 2011.