Abonnementsartikel

Fødevareministeriet svigter ifølge Danmarks Biavlerforening en indgået aftale

- Fødevareministeriet løber fra deres aftale vedr. brune bier på Læsø, siger formand for Danmarks Biavlerforening, Bjarne Sørensen ifølge en pressemeddelelse fra foreningen.

Danmarks Biavlerforening aftalte den 13. maj med Fødevareministeriet, at man godt kan acceptere, at der i en periode er andre biracer på Læsø end den oprindelige brune. Aftalen blev lavet for at skabe ro om den kontroversielle fredning af den brune bi.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er en forudsætning for aftalen, at ministeriet giver midler til at øge produktionen af bidronninger fra brune bier, og at den østlige ende af Læsø bliver holdt fri for andre biracer i parringssæsonen.

- Men Fødevareministeriet har ikke bevilliget flere penge til opformering af brune bier - og det på trods af at sæsonen for avlsarbejdet snart er ovre. Og der var den 22. juni stadig andre biracer på den østlige del af Læsø, fastslår Bjarne Sørensen.

Hans udtalelser bakkes op af et brev fra Læsø Biavlerforening, som repræsenterer biavlere med brune bier.

- Vi har sammen med Dansk Biavlerforening overholdt vores del af aftalen. På trods af de manglende bevillinger har vi sat en storstilet produktion af bidronninger i gang, og vi har gennemført kurser og informationsmøder for biavlere på Læsø, siger Carl-Johan Junge, talsmand for Læsø Biavlerforening.

- Fødevareministeriets påstand om, at den hidtidige indsats ikke har virket, er forkert. Vi regner med, at der i dag er 250 rene brune bifamilier på Læsø. Der er en stor efterspørgsel efter honning fra brune bier, og vi kan sælge avlsmateriale til biavlere i hele Europa, fremhæver talsmanden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mulighederne for biavl med brune bier på Læsø er gode. Men det kræver, at Fødevareministeriet overholder aftalen, så fredningen kan fastholdes i sin oprindelige form.