Abonnementsartikel

For snart 15 år siden købte Petras Baristas tre hektar jord. I dag dyrker han 865 hektar, er mælkeproducent og ejer et bageri med en daglig produktion af flere ton brød

I 1990 købte han tre hektar jord. Snart havde han 30. Så voksede arealet til 100, dernæst 500, og nu dyrker han næsten 1.000 hektar - hvoraf han ejer halvdelen.

Manden hedder Petras Baristas og er litauer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den 50-årige iværksætter bor i Kursenai i den nordlige del af Litauen og er egentlig uddannet ingeniør. Han havde job på en fabrik, men landbruget fangede hans interesse. Og når noget fænger Petras Baristas, så er der ikke langt til handling. Efter knap 15 år i faget er han både mælkeproducent, planteavler og har eget bageri med tre biler, der dagligt kører friskbagt brød ud til markeder og butikker.

Petras Baristas har 120 malkekøer, og det i et land, hvor der stadig er husmandssteder med to-tre hektar jord og et par køer, som malkes på marken med håndkraft.

Petras Baristas" køer går også ude på de grønne marker det meste af sommeren, men om eftermiddagen kommer de ind for at blive malket. De yder mellem 5.500 og 6.000 ton om året med en fedtprocent på fire.

Afregningsprisen til mejeriet er på mellem 1,20 og 1,30 kroner, men Petras Baristas bruger en del af sin mælk i bageriet, som ligger midt i et villakvarter, hvor han også har sin private bolig.

Til bageriet er afregningsprisen 1,80 pr. kilo.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg sælger det til min kone, siger han med et smil på læben og et glimt i øjet.

Hvor mange liter mælk den litauiske mælkeproducent må sælge er også begrænset af kvoter i landet, der som bekendt træder sine første, spæde skridt i EU.

Prisen på gødning fordoblet

Selv om Litauens medlemskab af EU endnu ikke er to måneder gammelt, kan Petras Baristas allerede mærke det, når han for eksempel betaler gødning. Tidligere kunne han nøjes med at betale 625 kroner pr. ton gødning, men efter Litauen er kommet med i det europæiske samarbejde er prisen fordoblet til 1.250 kroner.

Også på gården, der ligger en god halv times kørsel fra Petras Baristas" private bolig og bageri, sætter EU sit fingeraftryk. Malkerummet er ved at blive renoveret, og det bliver på samme standard som de øvrige EU-lande.

- Efter vores indtræden i EU tror jeg, vi kommer til at arbejde mere intensivt, siger den litauiske forretningsmand, der også ser store muligheder i unionen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Tidligere sendte vi vores produktion mod øst, men nu kan vi også kigge mod vest, når vi handler, siger han.

Landbruget fritaget for skat

For mange danske landmænd er det sikkert fatamorgana, men for de litauiske kolleger er det fakta. Landbruget i Litauen skal ikke betale skat. Petras Baristas, der kender til danske forhold, trækker på smilebåndet og fortæller, at det også er helt almindeligt, at han kører ud og afleverer et af sine slagtesvin, når han skal betale for leje af jord.

Han producerer omkring 300 slagtesvin om året, men nu overvejer multi-landmanden at sætte søer i stalden. Petras Baristas har også netop investeret i 1.000 gæslinger, som han vil fede op og sælge til jul. Og litauerne kan købe dem tilberedt, da han har skaffet en gammel, russisk militærovn, der kan grille gæs til en hel landsby på én gang.

Og sådan er Petras Baristas. Den glade, trivelig litauer. Han sprudler af ideer og fører dem ud i livet.

Vel og mærke kun dem der er penge til. For Petras Baristas har en filosofi. Han køber alt kontant. De ting, der ikke er penge til, må vente.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det betyder blandt andet, at der er blevet bygget på familiens nye, hvide villa i to år. Måske fordi han netop har købt en Claas Lexion 440 mejetærsker til 1,2 millioner kroner og to nye traktorer. En gigantisk stor investering i et land, hvor en ufaglært arbejder får omkring 1.000 kroner om måneden.

Dyrker hvede, raps og sukkerroer

Petras Baristas har 30 medarbejdere, som arbejder i bageri, med planteavl, i mælkeproduktionen eller på værkstedet.

Alle reparationer på landbrugsmaskinerne foretager hans egne medarbejdere, som har ansvaret for maskinparken, der både tæller funklende nye maskiner, men også gamle, rustangrebne, russiske landbrugsmaskiner.

Der er nok af opgaver for maskinerne på Baristas" store, litauiske marker, der alt i alt tæller 865 hektar jord.

- Og det er stadigvæk for lidt, siger Petras Baristas og kigger skælmsk. Den sætning har han sagt, siden han begyndte med sine tre hektar i 1990.

Artiklen fortsætter efter annoncen

På jordene har han hovedsageligt hvede og raps, og på 40 hektar dyrker han sukkerroer.

En del af hveden får køerne, og en del hvede bruger han i sit bageri. Her bager de lettiske bagere otte forskellige brød, blandt andet et yderst velsmagende rugbrød hævet med surdej og krydret med kommen. Produktion af brødene, der kan holde sig i op til to uger, ligger på mellem to og tre ton om dagen.

Petras Baristas afslører, at det er det lille bageri i baghuset ved sin villa, der er den mest indbringende af hans forretninger.

Men de andre kører også godt. Hvis de ikke gjorde det, skulle Petras Baristas nok få dem stoppet og finde på noget nyt.

På den måde er han foregangsmand for mange af sine landsmænd, der formentlig ikke skænker EU og verdensmarkedet mange tanker, men stadig er afhængig af en god høst i grønsagshaven for at have mad til næste vinter. Foto nr. 376850-1