Hvis der er noget, man er enige om i foderstofbranchen, så er det, at priserne på færdigfoder bliver dyrere i år end sidste år.
De virksomheder, MaskinBladet har talt med, er også alle enige om, at det er sojaprisens himmelflugt, der er synderen og dermed årsag til prisstigninger i størrelsesordenen 10-20 kroner pr. 100 kilo færdigblandet foder.
Hos tyske ATR Landhandel ser salgschef for den danske afdeling, Martin Lauridsen, en mulighed for, at sojaprisen kommer ned i et acceptabelt prisleje - og det inden, at foderkontrakterne skal gentegnes i sensommeren.
- Vi vil ikke komme til at se en sojapris som sidste år, men jeg tror alligevel, vi får en fornuftig pris.
- Kineserne afholder sig fra at købe ved en pris over 200 kroner pr. tønde. Kommer prisen et stykke under 200 kroner, melder kineserne sig ind på markedet, og det får betydning for efterspørgslen. Men mit bud vil alligevel være en pris omkring 150 kroner, siger han.
Små kornlagre
På kornsiden er han også forholdsvis optimistisk. Høsten kan kun blive bedre end den tørkeplagede høst i 2003, der i stor grad lammede kornhandlen i Europa.
- Verdens kornlagre har aldrig været så små, som det er tilfældet nu. Lagrene kan kun holde 14 dage.
- Jeg er spændt på udviklingen i de nye EU-lande, som ved en god høst kan være med til at give en god pris for køberne, vurderer Martin Lauridsen.
Prisudviklingen for foderfedt er stabil, det samme gælder vitaminer og mineraler, mens aminosyrer er på vej ned igen.
På den baggrund mener han, at svinefoderblandinger lander på et prisleje omkring 10-15 kroner højere end sidste år.
Eksportpres fra udlandet
Hos Nordjysk Andel er salgschef Stig Risdahl Knudsen på linjen med sin tyske konkurrent.
- Det er svært at spå om prisen på foderblandinger nu. For to-tre uger siden troede vi, at vi ville lande på en pris 20-25 kroner højere end sidste år, men for køberne af foder bevæger tingene sig i den rigtige retning, siger Stig Risdahl Knudsen.
Han hælder mest til en pris omkring 15 kroner højere end prisniveauet sidste år.
Med til at trække prisen op, mener han, er Kinas buldrende økonomi, der har banket fragtraterne op.
- Det har også en betydning for den pris, vi kan sælge foderblandingerne til, påpeger han.
Han ser dog en opbremsning på kinesernes købekraft.
- Kineserne efterspørger varer, men de er stoppet lidt op. Deres sojalagre bugner, og der er noget, som tyder på, at de er løbet tør for dollar, vurderer Stig Risdahl Knudsen.
Stig Risdahl Knudsen afventer spændt høsten i Europa, men er også særligt opmærksom på udbuddet af korn i Ukraine og lande som USA, Australien og Indien.
- Som det ser ud i dag, er det værste skrækscenarium drevet over, og det går i den rigtige retning for køberne, siger han. :





