Abonnementsartikel

To midtjyske landmænd har haft held med at dyrke kartofler på baggrund af kartoffelskræller

Kartoffelskræller giver nye kartofler. Det er virkeligheden for to landmænd fra Herning-egnen, der ved at skære skræller af læggekartofler har fremavlet nye kartofler.

I slutningen af februar indledte Johannes Overgaard og Svend Damgård det uvidenskabelige forsøg i en køkkenhave på Enggaarden syd for Herning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Skrællerne fra læggekartoflerne blev lagt i spagnumjord og resultatet udeblev ikke: 29 ud af 30 skræller spirede.

Det spændende er, om der også er et ordentligt resultat under jorden.

Officielt skal det først undersøges under Landsskuet i Herning 24.-26. juni, men en prøveopgravning af den umiddelbart ringeste plante af sorten Sava viste, at to skræller har fostret masser af rodfrugter.

Idemanden bag projektet, gårdejer Johannes Overgaard, kunne tælle sig frem til hele 17 kartofler - store som små.

Forsøget går blandt andet ud på at bevise, at det ikke er en myte, når beretninger fra gamle dage fortæller om fattige, der ikke havde råd til at plante hele læggekartofler.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mere videnskabeligt har teknikken i nyere tid været benyttet i kampen mod kartoffelsygdomme, men det kan altså også lade sig gøre på hobbybasis.

Johannes Overgaard har i den første tid haft kartoffelskrællerne til at stå i sit drivhus for at kunne beskytte dem med tæpper og fyrfadslys mod forårets frost, men ellers er de stort set blevet behandlet som en almindelig plante.

Kartoffelavler Svend Damgård fra Sunds har således stået for beregningen af, at hver plante skal have præcis 30 gram kunstgødning.

Hvordan planterne udvikler sig i den kommende tid, hvor rodfrugterne normalt for alvor vokser, vil vise sig under Landsskuet.