Abonnementsartikel

Koncernen venter et beskedent overskud for hele året

- Det har været nogle svære år for Kongskilde, men nu er virksomheden på rette vej.

Sådan beskriver Asbjørn Børsting, bestyrelsesformand for Kongskilde Industries A/S, situationen for den danske koncern på basis af resultatet for første kvartal af 2004.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I kvartalet hentede virksomheden et overskud på niveau med det budgetterede, og i en pressemeddelelse skriver man, at der regnes med et beskedent positivt resultat for hele året.

Men for året 2003 ser det ikke så godt ud.

Her kunne koncernen efter en samlet omsætning på 730 millioner kroner notere sig et underskud på hele 150 millioner kroner. Dette underskud svarer til det, der blev regnet med i forbindelse med en økonomisk rekonstruktion i september 2003.

Blandt andet blev der brugt store resurser på at afvikle fire produktionssteder i 2003, nemlig et i Tyskland, et i Canada og to i Danmark. Produktionen blev flyttet til Polen, hvor Kongskilde har investeret i en moderne fabrik.

I forbindelse med rekonstruktionen blev der nedskrevet aktiekapital for 152 millioner kroner og nytegnet aktiekapital, så den i dag er på 131 millioner kroner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

For andelsselskabet DLG betød rekonstruktionen også en mere aktiv lederrolle i virksomheden, og i den forbindelse er der skabt og anvendt synergier mellem de to koncerner.

Der meldes også om fremgang på flere markeder, herunder i Frankrig, Spanien, Polen og Danmark.