- GMO betyder udgifter for de økologiske landmænd, men den nye lov lægger et sikkerhedsnet under den enkelte landmand, som risikerer at blive hårdt ramt af spredning og krav om nyomlægning af hans jord og husdyr.
- Loven er samtidig den første af sin art i verden, og den vil komme til at påvirke lovgivningen i andre lande i positiv retning.
Sådan lyder reaktionen fra Økologisk Landsforening, som støtter det GMO-forlig flere politiske partier indgik 26. juni.
- Vi er stadigvæk modstandere af dyrkning af gensplejsede afgrøder, men nu hvor EU er på vej til at godkende GM afgrøder, sikrer det nye lovforslag en bedre beskyttelse af de økologiske landmænds og forbrugeres interesser, siger Knud Erik Sørensen, formand for Økologisk Landsforening.
Han understreger, at spredning af GM afgrøder ikke helt kan undgås, når EU slipper dem løs.
- Men den danske lovgivning giver os en chance for dels at holde GMO ude af økologisk produktion dels for at stille GMO dyrkerne til ansvar, hvor der sker en spredning.
- Vi kan leve med det, så længe forudsætningerne om en lav til moderat dyrkning af gensplejsede afgrøder holder, siger han.





