Under temaet "Prøv dine grænser som landmand" vil Landsskuet i Herning tiltrække firmaer til landsskuepladsen.

Dyrskuet i Herning tilbyder firmaer et specielt program for et besøg på Landsskuepladsen - gæsterne får lov til at prøve grænser som landmand før aftensmaden med tilhørende underholdning

Artiklen fortsætter efter annoncen

Et dyrskue skal i dag byde på flere oplevelser end rækker af præmiedyr og udstillede landbrugsmaskiner, hvis det skal trække flere folk fra byen ud på skuepladsen.

Den erkendelse har fået Landsskuet i Herning, der hvert år besøges af cirka 40.000 gæster, til at udvikle et nyt tilbud: Firmaudflugter.

Ideen går ud på at udnytte totaloplevelsen af dyr, maskiner samt natur- og fritidsudstillinger som ramme for en aktiv sommerudflugt for virksomheder eller personaleforeninger.

Arrangementerne placeres efter arbejdstid og begynder en halv time før selve skuets lukketid.

Håndmalkning af ko

Efter kaffe og velkomst er der rundvisning på Landsskuepladsen, mens der stadig er lidt liv på standene og aktivitet i staldene.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Derefter skal der samles appetit med en konkurrence mellem firmaudflugtens deltagere.

Under temaet "Prøv dine grænser som landmand" skal gæsterne for eksempel prøve at håndmalke en ko, køre traktor, vaccinere grise og slagte fjerkræ.

Der bliver også mulighed for "en tur i høet".

Det foregår alt sammen i passende beklædning, så deltagerne kan være pæne i tøjet til den efterfølgende aftenfest med spisning og underholdning.

Torsdag 24. juni byder Landsskuet på sang med korene Arosia og Brax, mens firma-gæsterne fredag 25. juni sammen med udstillere og andre deltager i den traditionsrige landsskuefest, som i år har festbandet Sweethearts på programmet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Ønsker man en mere rolig firmaudflugt, hvor familien også kan være med, er der mulighed for et arrangement lørdag formiddag og eftermiddag 26. juni.

- Her er landmands-konkurrencen på programmet i lidt længere tid, ligesom der afsættes mere tid til en guidet tur på udstillingsarealet, hvor alle stande og stalde er åbne. Deltagerne tilbydes frokost i Landsskuets naturområde, oplyser arrangørerne.