Abonnementsartikel

Flarup Maskiner afslutter en flytning til Ejby 1. juni

Flarup Maskiner, der er importør af blandt andet Holmer roeoptagere, Dammann sprøjter, Güttler prismevalser og Müthing brak- og græsafspudsere, investerer efter eget udsagn i fremtiden og flytter fra Assens til større lokaler på hovedgaden i Ejby.

Flytningen sker for at komme til større og mere tilpassede bygninger og for at komme tættere på motorvejen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det specialiserede landbrug stiller større krav til hurtig service og den bedste reservedelsforsyning. Placeringen betyder hurtigere tilgang til hele landet, da afstanden til motorvejen kun er tre kilometer, siger maskinhandler Jens Holland Flarup.

Det nye domicil, der tidligere husede en bilforretning, er på godt 2.000 kvadratmeter under tag.

På baggrund af flytningen forventer Flarup Maskiner, at flere kunder vil kigge forbi, når de alligevel kører tværs over Fyn.

- Ejby er jo næsten midten af Danmark set ud fra motorvejsforbindelserne, siger Jens Holland Flarup.

Flytningen forventes at være afsluttet 1. juni. Flarup Maskiners fremtidige adresse bliver Algade 45, 5592 Ejby.