Efter fire år som formand siger Lars Hansen farvel til Danmarks Landboungdom. Han forlader posten på et tidspunkt, hvor antallet af medlemmer er stigende. En udvikling, der glæder Lars Hansen.
- Det store arbejde, der er lavet i det seneste år omkring udviklingen af Landboungdom, har allerede givet gevinst.
- Vi kan allerede nu konstatere en medlemsfremgang for første gang i mange år. Vores afgørende mål er at styrke det lokale arbejde, samt sætte det positive og glæden ved det frivillige foreningsarbejde i højsædet, siger Lars Hansen.
Foreningen er ved sit repræsentantskabsmøde 15. maj klar til at stemme om nye vedtægter, der har til formål at give et klart billede af, hvad målet med Landboungdommen er.
- Det står helt klart, at det fælles mål i Landboungdom, uanset om vi arbejder lokalt, regionalt eller på landsplan, er at skabe aktivitet og udvikling, give unge tro på fremtiden for den enkelte, for fællesskabet og for et godt liv på landet, siger Lars Hansen.
Skuffet over politikere
Lars Hansen har i sin formandstid fået indsigt i det politiske spil, og det, han har mødt, har overrasket ham.
- Jeg har i min formandsperiode tabt alt for de danske politikere. Omkring Vandmiljøplan III var det skuffende at høre oppositionen fremføre dræbende tiltag, som ikke har nogen faglig begrundelse.
- Samtidig bremser regeringen foreningslivets betingelser ved at afskaffe portostøtten og konsulenttilskuddet. Foreningslivet skal højnes, da det er indgangen til demokratiet, lysten til at ytre sig og sætte sig ind i de demokratiske processer i Danmark, siger Lars Hansen.





