Svineproduktionen er i dag det største miljøproblem i Danmark. Det skyldes først og fremmest det meget store tab af ammoniak i svinestaldene. Hvor det i en svinestald er 16-20 procent af al kvælstoffet i husdyrgødningen, der fordamper, så er det "kun" 6-8 procent i kvægstalde.
Svineproduktionen forurener således væsentligt mere end kvægproduktionen.
Ammoniakken fra svinestaldene udledes gennem ventilationsskorstene og "falder" blandt andet ned i vores mest værdifulde natur- og vandområder, hvor det har katastrofale konsekvenser for plante- og dyrelivet.
Næsten alle vore vilde plantearter har fra tidernes morgen udviklet sig under betingelser, hvor tilførslen af kvælstof enten var lav eller meget lav. Det gælder for plantearterne i vores mest værdifulde naturområder blandt andet højmoser, heder, overdrev og skove. Og det er i høj grad disse naturområder, der bidrager til artsrigdommen i den danske natur.
Kvælstofnedfaldet medfører, at det indbyrdes konkurrenceforhold mellem plantearterne ændrer sig, idet nogle arter vil vokse så kraftigt, at andre arter trænges tilbage for til sidst helt at forsvinde.
Desuden medfører kvælstofnedfaldet, at også kvælstofelskende plantearter nu kan vokse der, og så trænges de oprindelige plantearter yderligere tilbage. Er disse ændringer først sket, vil det reelt ikke være muligt at genskabe den oprindelige værdifulde og artsrige natur igen.
I havet medfører kvælstofnedfaldet en øget algeproduktion i havoverfladen, så "skovene" af tang og ålegræs på dybt vand skygges ihjel. Samtidig tømmes vandet ved havbunden for ilt, så der opstår massedød af såvel fisk som bunddyr.
På den baggrund er det helt uforståeligt og stærkt kritisabelt, at vi i Danmark ikke benytter os af alle de muligheder, som vi har for at minimere landbrugets tab af ammoniak.
For selv om det er muligt at fjerne 80-90 procent af ammoniaktabet fra ventilationsskorstenene på de store svine- og fjerkræstalde ved hjælp af moderne teknologi, så bliver landbruget i modsætning til andre virksomheder ikke tvunget til at anvende moderne teknologi.
Mens Folketinget har besluttet, at udledningen af kvælstofilter fra kraftværker, industri og trafik skal reduceres med 60 procent fra 1996 til 2010, så skal landbrugets udledning af ammoniak kun reduceres med 35 procent. Det betyder, at landbruget i 2010 vil være den danske kilde, der skader vore værdifulde naturområder mest, idet landbruget vil udlede 59.000 tons N (kvælstof), mens kraftværker, industri og trafik vil udlede 39.000 tons N.
Det er derfor vildledning, når svineproducenterne og slagterierne forsøger at skabe det billede, at svineproduktionen ikke har nogen væsentlig betydning for naturens tilstand i Danmark. I Viborg Amt stammer næsten halvdelen af kvælstofnedfaldet fra landbruget, og det er også her, at naturen er hårdest ramt af kvælstofforurening. Og jo længere den voldsomme kvælstofforurening fortsætter, desto større vil skaderne på det værdifulde plante- og dyreliv blive.
Det er derfor meget vigtigt hurtigst muligt at få reduceret landbrugets tab af ammoniak, også selv om det ikke alle steder vil føre til, at kvælstofnedfaldet når ned under naturens tålegrænser.
For jo mindre overskridelsen af tålegrænserne er, desto mindre vil skaderne på naturen også blive, og desto bedre vil mulighederne blive for at bevare den værdifulde natur på længere sigt.
Svineproducenterne og slagterierne vil gerne skyde kritikerne i skoene, at de vil nedlægge den danske svineproduktion, men det er ikke løsningen. Løsningen er at sætte loft over svineproduktionen i de egne, hvor den i forvejen er meget høj, og at kræve anvendelse af moderne teknologi til at minimere tabet af kvælstof.
På den måde vil vi både kunne bevare en stor landbrugsproduktion og på kort sigt få kvælstofbelastningen bragt ned under tålegrænserne for en meget stor del af den danske natur.
Erfaringerne viser, at Danmark kan opnå store fordele ved at være foregangsland på miljøområdet. Ikke alene får vi et renere miljø og en rigere natur, men vi får også et teknologisk forspring, som kan føre til nye arbejdspladser og nye eksportmuligheder og gavne naturen og miljøet i resten af verden.
Det er derfor dybt skuffende, at Vandmiljøplan III ikke indeholder krav til landbruget om, at ammoniakforureningen skal minimeres ved anvendelse af den bedst tilgængelige teknologi.
At planen desuden gælder helt frem til 2015 vil betyde, at tilbagegangen for den kvælstoffølsomme natur vil fortsætte i endnu 10 år, hvis ikke Folketinget besinder sig og laver planen om.
