New Holland lancerer nu TVT-serien, der er udstyret med en ny kontinuerligt variabel transmission benævnt Auto Command.
TVT-serien får samme design som TG-serien og kombinerer ifølge den danske importør, CNH Danmark, rummelige, komfortable førerkabiner og stærke, effektive motorer med en fleksibel transmission og avanceret hydraulik.
TVT-serien er designet til at være let og enkel at betjene.
Et AutoController joystick er indbygget i det justerbare højre armlæn. Håndtaget giver kontrol over kørehastigheden, indstillingen af den indbyggede cruise control, liften, fjernventiler i hydraulikken og systemet til automatisk foragervending.
New Holland TVT-serien er opbygget på en velkendt CNH-platform, som også anvendes af koncernens Case IH og Steyr traktorer med trinløse transmissioner. Og i lighed med disse traktorer bliver TVT bygget i Østrig.
Der er fem modeller i TVT-serien.
Nem at køre med
Det er nemt at køre TVT-traktoren. Man vælger blot en køreretning med AutoController joysticket og et tryk enten på kørepedalen eller hastighedsknapperne på joysticket.
Auto Command transmissionen giver frit valg mellem tre hastighedsområder (0-maks, 0-25km/t og 0-14km/t) og tre kørefunktioner (kørsel, pto og manuel).
- På vejen skifter TVT automatisk til kørselsfunktion og justerer gearområderne og motorhastigheden for at minimere brændstofforbruget, siger Christian Devantier, salgsdirektør hos CNH Danmark.
Traktoren opnår 40 kilometer i timen ved 1.510 omdrejninger i minuttet.
I marken, når hastigheden på kraftudtaget skal være konstant, vil pto-funktionen opretholde motorhastigheden og justere gearområdet for at opnå den ønskede kørehastighed.
- Arbejde med store ballepressere, rodafgrødehøstere og andre pto-afhængige redskaber har aldrig været nemmere, da TVT maksimerer produktiviteten, påpeger Christian Devantier.
Sikkerhed i transmissionen
Auto Command transmissionen har også indbygget sikkerhed.
Et såkaldt Active StopStart system låser automatisk transmissionen, når traktoren standser med motoren kørende, hvilket holder traktoren bremset på hældninger på op til 30 grader med en 32 ton last.
TVT-serien har endvidere automatisk parkeringslås, motorudstødningsbremse, 4WD bremse og våde flerskivebremser.
Førerkabinen på TVT-serien er designet med henblik på at minimere effekterne af en lang dag bag rattet.
- Luksusførerkabinen med høj komfort fås med Comfort Ride kabineaffjedring såvel som et udvalg af fuldt justerbare luftaffjedrede sæder, bemærker Christian Devantier.
Vippelig og teleskopisk ratstamme er standard. Det samme gælder klimakontrol, der er standard for hele serien.
Instrumentpanelet indeholder en ydelsesmonitor, mens en anden ydelsesmonitor er indbygget i den højre A-søjle, hvilket sikrer, at informationen er nemt tilgængelig, uanset hvilken arbejdsopgave traktoren udfører.
Motorer kontrolleres elektronisk
De fem modeller i TVT-serien drives af den samme type 6,6-liters sekscylindrede dieselmotor.
Motorerne er turboladede, intercoolede og udstyret med elektronisk brændstofindsprøjtning. De lever op til de seneste Tier II udstødningsstandarder og yder fra 137 til 192 hestekræfter ved 2.100 omdrejninger pr. minut.
- Motorerne er designede til at udvikle høje omdrejningsmomenter og kombinerer enestående brændstofeffektivitet med holdbarhed og lave driftsomkostninger i hele deres levetid.
- Såvel som motorhastighedsreduktion for effektive vendinger på forager og luftfiltrering med udstødningsindsugning, som er standardudstyr, kan TVT også specificeres med justerbar kølevinger med variabel pitch.
- Denne nyskabende teknologi matcher blæserbladenes vinkel til den ønskede køleeffekt, hvilket sikrer, at energi og brændstof ikke spildes, konstaterer Christian Devantier.
Løftekapacitet på 9.900 kg
Et hydraulisk lukket-center system med en avanceret belastningsfølsom pumpe med en kapacitet på 105 liter/min er monteret på modellerne TVT135, TVT145 og TVT155 som standard, mens en 130 liter/min MegaFlow pumpe kan specificeres på disse modeller som ekstraudstyr og er monteret på TVT170 og TVT190 som standard.
Op til fem elektronisk styrede proportionelle fjernventiler kan monteres, hvoraf alle kan programmeres ind i den automatiske funktion for foragervending i samarbejde med traktorens differentialespærrer, kraftudtag og firhjulstræk.
Det bagerste liftophæng har en maksimal løftekapacitet på 9.900 kilo, mens et frontmonteret liftophæng med en 4.000 kilo løftekapacitet, kraftudtag og særskilte hydrauliske funktioner også kan fås.
- Det frontmonterede liftophæng er tæt integreret med forakslen og har en geometri, som giver optimalt træk på forhjulene, siger Christian Devantier.
Firehastigheds kraftudtagssystem
TVT er udstyret med et firehastigheds uafhængigt kraftudtagssystem bagpå som standard, og kraftudtaget kan tilkobles under fuld belastning.
Der er mulighed for at vælge standard 540 og 1.000 omdrejninger samt økonomiske 540E og 1000E indstillinger, der kan give brændstofbesparelser på op til 15 procent ved at yde de samme kraftudtagshastigheder, men ved blot 65 procent af de maksimale motoromdrejninger.
En ISO-kompatibel CAN BUS fungerer som traktorens nervesystem, idet den udgør en elektronisk kommunikationsvej for førerens instruktioner.
IntelliView ISO-BUS monitoren benyttes til at betjene kompatible redskaber uden behov for en separat kontrolboks.





