Abonnementsartikel

Tulip lukker Havnefabrikken i Vejle og har meddelt de ansatte, at virksomheden lukker, og jobbene flytter til Tulips nyindkøbte fabrik i Oldenburg i Tyskland. 215 af de 245 ansatte er NNFere. Det oplyser NNF.

NNFs forbundsformand Henry Holt Jochumsen mener, at Tulips beslutning om at lukke, er et ubehageligt og ildevarslende tegn.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I forvejen har Tulip meddelt de 100 ansatte i afdelingen i Viby ved Århus, at afdelingen skal lukke 1. marts 2005.

- NNF har sammen med de ansatte arbejdet for at forhindre lukningerne ved blandt andet at pege på de mange muligheder som overenskomsten har for en ændret arbejdstilrettelæggelse. Men Tulips ledelse har ikke ønsket at benytte disse muligheder, siger Henry Holt Jochumsen.

- Lukningerne er alene begrundet med økonomiske betragtninger. Det ser vi som et tegn på, at Tulip ikke helhjertet nok arbejder efter egen strategi. For Tulip har ikke været i stand til at bringe sig i en situation, hvor man konkurrerer på kvalitet og ikke på pris.

Betænkelig ved tyske forhold

NNF er meget betænkelig ved de ansættelsesformer, man vil anvende i Tyskland.

- Anvendelse af kolonnearbejdskraft og fravalg af overenskomster kan ikke undgå at skade Tulips omdømme. Det gør os yderligere kritiske over for Tulips beslutning, siger NNFs forbundsformand.