Abonnementsartikel

En VM såmaskine er et nyt bud på en såmaskine, der kan udså korn, gødning og frø i samme arbejdsgang

Om jorden er pløjet eller står som stubmark betyder ikke noget for den finske VM Äkta Direktsådd, som fremstilles af virksomheden Vieskan Metalli.

Der er nemlig tale om en skiveskærssåmaskine, som er bugseret og leveres i to arbejdsbredder, nemlig tre og fire meter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Skærtrykket på de individuelt ophængte såenheder med dobbelte skiver kan hydraulisk justeres til et tryk mellem 50 og 175 kg, selvom den store såbeholder er tom. Det skyldes konstruktionen af ophænget, som er udført som et parallelogram. Såenhederne kan også vige for jordfaste sten.

Dybdeindstillingen sker med et håndtag på hver enkelt såenhed, og rækkeafstanden mellem såenhederne er 14,3 cm. Frøene og gødningen trykkes fast med et hjul, som er monteret på såenheden bag skiveskærene.

VM 300SK med en arbejdsbredde på 3,0 meter har en egenvægt på 3.600 kg, og beholderen til udsæd og gødning har et rumfang på 3.300 liter. Tilsvarende har VM 400SK en arbejdsbredde på 4,0 meter og en beholder på 4.300 liter.

Begge modeller er bugserede, og på landevej bliver de båret af kraftige gummihjul, der i marken pakker efter såenhederne.

Nemt at justere såkassen

VM såmaskinerne kan valgfrit leveres med såkasser, der enten er et stort rum eller kan opdeles i op til fire rum. Justeringen af rummenes individuelle størrelse sker nemt, idet væggene til adskillelserne er hængslede i bunden og fastgøres til en skinne med forborede huller i toppen af såkassen. Dermed kan rummene indstilles helt efter det individuelle behov.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Indsåningen foregår også nemt med et håndtag på siden af såkassen, og justering af udsædsmængden fra de enkelte såkasser sker via lille håndhjul, som fastholdes med en pal.

Som ekstraudstyr kan man blandt andet købe en LH Agro 1600 styreenhed, og der kan monteres frontharve og efterharve.

I Danmark er der foreløbig tre forhandlere, nemlig Holmsland Maskinforretning, Lading Maskinforretning og Møller Andersen i Sakskøbing.