Hvis danskerne tager godt imod det billige tyske rugbrød er de danske butikker, brødfabrikker, møller og bønder klar til at acceptere, at brødkorn igen sprøjtes med stråforkortningsmidler.

Tyskerne bruger nemlig stadig stråforkortere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Aldi Danmark begyndte for nylig at få nogle af sine rugbrødsvarianter bagt på tyske brødfabrikker og satte samtidig prisen ned med op til 16 procent.

Det tyske rugbrød indeholder rester af stråforkortere. Det viser en laboratorieanalyse, som Jyllands-Posten har fået indsigt i.

Modsat deres danske kolleger bruger tyske landmænd nemlig stadig stråforkortere i avlen af brødkorn, og det er med til at gøre melet - og dermed brødet - billigere end det danske.

Viser det sig, at det tyske rugbrød kan sælges i Danmark, vil fødevarebranchen opfatte det som et signal fra forbrugerne om, at de er ligeglade med miljøet og kun satser på prisen.

Og så vil detailhandelskæderne, brødfabrikkerne, møllerne og landmændene vælge at følge forbrugerne - og opgive modstanden mod stråforkortningsmidler i brødkorn.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Hvis konkurrencen udvikler sig sådan, at det først og fremmest gælder om at få den laveste pris, vil vi også importere brød fra Tyskland med stråforkortere. Vi vil stadig sælge brød i Coops eget navn uden stråforkortere, men vi vil også have brød med stråforkortere til de forbrugere, der er ligeglade, siger Jens Juul Nielsen, kommunikationsdirektør i Coop Danmark, til Jyllands-Posten.

- Fra et miljømæssigt synspunkt synes vi, det er et tilbageskridt, men hvis forbrugerne vil have lave priser uanset hvad, er det prisen man må betale for det, siger han.

Efter års politisk pres har der i de senere år stort set ikke været brugt stråforkortere til brødkorn i Danmark, men det forhold bygger alene på frivillighed.

Der foreligger ingen nedskrevet aftale med myndighederne. Det eneste skriftlige er kontrakterne mellem bagerne/brødfabrikkerne og møllerne og mellem møllerne og bønderne.