Abonnementsartikel

Dansk Industri og Danish Crown lover nu slagteriarbejderne og NNF, at arbejdsgiverne - som udgangspunkt - ikke vil tvinge ansatte til at arbejde over uden ekstrabetaling efter overenskomststridige strejker.

Arbejdsgiverne har på et møde lovet Danish Crowns Tillidsmandskollegium og NNF at begrænse brugen af bestemmelsen om "forsømt tid".

Forsømt tid var et af de største stridspunkter under overenskomstforhandlingerne, og bestemmelsem var årsagen til, at forhandlingerne mellem NNF og Dansk Industri brød sammen. Det oplyser NNF.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Forsømt tid er også en af hovedårsagerne til, at NNF har anbefalet medlemmerne at stemme nej til Forligsmandens mæglingsforslag. For mæglingsforslaget har medtaget den blandt slagteriarbejdere voldsomt upopulære bestemmelse.

- Vi er fortsat imod Forligsmandens mæglingsforslag, for protokollatet om forsømt tid indgår jo stadig.

- Men vi er glade for opblødningen fra Dansk Industri og Danish Crown. Og vi har nu på en acceptabel måde fået begrænset rækkevidden af bestemmelsen om forsømt tid, siger forbundssekretær Jens Peter Bostrup fra NNF.

NNF og tillidsfolk opfordrer til, at der ikke konfliktes

Danish Crown indkaldte samtlige tillidsfolk og fabrikschefer i koncernen og Tican til møde for at orientere om den nye aftale. NNF var med til mødet som gæst.

Efterfølgende vedtog samtlige tilstedeværende tillidsfolk en fællesudtalelse, der opfordrer til, at der ikke konfliktes i forbindelse med offentliggørelsen af afstemningsresultatet om mæglingsforslaget - uanset om det bliver et ja eller nej.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Resultatet af afstemningen offentliggøres mandag 19. april 2004 klokken 16.

NNFerne forventes med stort flertal at stemme nej til mæglingsforslaget, men da afstemningen er kædet sammen for alle 650.000 lønmodtagere på LO-DA-området, så udgør NNFerne kun en lille del af samtlige stemmeberettigede.

Også NNF opfordrer på det kraftigste medlemmerne og sine lokale afdelinger til at bistå tillidsrepræsentanterne i at holde så meget ro på arbejdspladserne som overhovedet muligt.