- Regeringens nye vandmiljøplan viser klart, at regeringens såkaldte skattestop ikke gælder svineproducenter.
- Regeringen vil indføre afgifter på fosfor for at reducere udledningen af fosfor til miljøet. Det er i vores øjne både et brud på skattestoppet og useriøst, siger Torben Poulsen, formand for Danske Svineproducenter i en kommentar til den netop vedtagne Vandmiljøplan III.
- Ganske vist vil man tilbageføre afgifterne til landbruget, men de tilbageføres ikke til betaler, men over jordskatterne. Det gør, at det bliver de store jordbesiddere, der løber af med pengene og bliver sejrherren i den nye vandmiljøplan, mener formanden.
- Vi har i flere år været fortalere for et loft over hvor meget fosfor, der må spredes pr. hektar. Hvorfor indfører man ikke bare det i stedet, spørger han.
- Det er os som svineproducenter, der bliver udråbt som de store syndere i forhold til miljøet, og når vi så vil gå foran, vælger regering og ikke mindst Dansk Landbrug ikke at lytte.
- Det virker, som om Dansk Landbrug har mere travlt med at tilgodese de små producenter, der ikke har styr på tingene. Vores forslag om et loft ville helt klart give den miljøeffekt, man ønsker, mener Torben Poulsen.
- I forhold til kvælstof, er det noget vi har arbejdet med i årevis. Man kan bare se den reduktion vi allerede har leveret. Det vil vi fortsætte med, fastslår han.





