Overlevelsesture for virksomhedsledere, polterabend på et landbrug og teambuilding for firmaer.

Det er blot nogle af de ideer, der er på tegnebrættet hos informationschef Marie Gramstrup, Landbrugets Samfundskontakt i Århus Amt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I den region af landet står hun i spidsen for projekt "Åbent Landbrug", som med et budget på landsplan på 19,5 millioner kroner for de næste tre år skal åbne dørene til landbruget og give danskerne et nuanceret billede af, hvad der foregår bag stalddørene.

Flere steder i landet er der blevet holdt optaksmøder, som 2.000 landmænd på landsplan var inviteret til at deltage i. Efter møderne har der har været mange positive tilbagemeldinger fra landmænd, der ønsker at tage del i aktiviteter under "Åbent Landbrug", som Landbrugsraadet finansierer.

- Vi skal have aktiveret og engageret en masse landmænd for, at vi kan ændre landbrugets image, mener Marie Gramstrup.

- Vores mål er at få ikke-landmænd til at foretrække det moderne landbrug. Mange almindelige mennesker bryder sig ikke om den udvikling, der er sket inden for landbruget. De tager afstand fra svinefabrikker og kalder Arla en mastodont, oplever hun.

- Vi vil gerne vise mangfoldigheden på både store og små bedrifter. At en bedrift er større er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at dyrevelfærden er dårlig, og at miljøgenerne er store.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi ønsker, at folks holdning skal bygge på fakta og ikke på mediernes påvirkning, understreger Marie Gramstrup.

Bak med gyllevogn

Ved at gå helt nye veje som for eksempel ved at arrangere polterabend med "kastrering af en gris" og "bak med gyllevogn", tror den østjyske tovholder, at det kan trække storby-folk på landet og give dem nye oplevelser af det danske landbrug.

- Det er vigtigt at få fat i storbybefolkningen. Det er derfra, kritikken er størst. Og kendskabet til samt interessen for landbruget er mindst, mener Marie Gramstrup.

I planen for projekt "Åbent Landbrug" er "Storby-indsats" netop et af de seks områder, der bliver satset på.

"Storby-indsats" går ud på at få storby-befolkningen ud og opleve landbruget. I København er der ansat en heltids informationsmedarbejder og i Århus en halvtids informationsmedarbejder, og de to nyansatte har til opgave at skabe kontakt mellem land og by.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De skal skaffe kontakt til private virksomheder, fagforbund, idræts- og boligforeninger, politiske partier, offentlige institutioner og mange flere.

Og det er netop, når disse grupper bliver inviteret på landet, at de forskellige besøgsformer som for eksempel overlevelsesture og teambuilding skal afprøves.

De andre områder, der satses på i "Åbent Landbrug" er:

"Åbent Landbrug - Grøn Søndag", som tidligere hed "Grøn Søndag". Også i år vil denne dag blive holdt den tredje søndag i september.

- Tidligere har der været omkring 40-50 gårde med i projektet, men i år er 60 landmænd parate til at holde åbent hus, fortæller Marie Gramstrup.

Artiklen fortsætter efter annoncen

"Landmanden inviterer" er et tiltag, hvor den enkelte landmand inviterer gæster på gården.

- Vores intension er, at rigtig mange landmænd inviterer for eksempel det lokale vindmøllelaug eller en beboerforening på besøg og fortæller om markplaner og gødningsregnskaber, så gæsterne får et indblik i, hvad det vil sige at være moderne landmand, forklarer Marie Gramstrup.

"Flere ansigter i landbruget" er et tiltag, som sker i samarbejde med Dansk Landbrug. Formålet med projektet er at få flere landmænd til at ytre sig på landbrugets vegne. Der bliver arrangeret mediekurser for at ruste landmænd til at stå frem i medierne.

- Vi vil styrke folks mod til at kontakte journalister eller skrive debatindlæg. I verserende sager vil vi være behjælpelige med faktuelle oplysninger, fortæller Marie Gramstrup.

Hun oplyser, at der også bliver tilbudt mediekursus udelukkende for kvinder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

"Høstmarkeder, dyrskuer og Landbruget kommer til byen". De tre aktiviteter har fået tildelt flere penge, så det skulle være muligt at få flere landmænd med i projekterne.

"Gårdbesøg på internettet". Hjemmesiden www.landbrug.dk er opprioritet med en halvtids web-medarbejder, som skal optimere hjemmesiden. Målet er at gøre webstedet mere kendt og benyttet blandt andet ved at sætte webkamera op hos landmænd med svin, kvæg og fjerkræ.

Årlig evaluering

- Vi vil lave en evaluering for hvert år, så vi kan vurdere, om vi skal ændre vores indsats, eller om vi er på rette vej. 6,5 millioner kroner om året er peanuts til sådan et projekt, når der først skal betales lønninger til de projektansatte og bruges penge til markedsføring.

- Det her projekt kræver, at landmændene vil være med, fastslår Marie Gramstrup, som ser frem til det første overlevelseskursus for virksomhedsledere, der sikkert kommer til at overnatte på et halmloft og slagte en høne.Foto nr. 372806