Abonnementsartikel

Forskningscenter Foulum bliver tilført 50 millioner kroner til renovering af staldanlæg

De senere års nedskæringer i bevillingerne til Danmarks JordbrugsForskning bliver nu afløst af en pose penge på 50 millioner kroner, der skal bruges til at renovere og opdatere staldanlæggene. Det skriver dagbladet Børsen.

- Det er vigtigt at få gjort noget ved staldene, så de bliver lige så moderne som dem, der er hos landmændene. Ellers kunne man lige så godt lukke dem, siger Anette Toft, Landbrugsraadets vicedirektør.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De uventede penge kommer i forlængelse af regeringens nye jobplan. Danmarks Fødevare- og Veterinærforskning får også tilført penge til renovering. Det kommer specielt afdelingen på Lindholm til gode.

- Vi skal bruge cirka 60 millioner kroner på at renovere laboratoriet og bygge nye stalde på Lindholm, siger direktør Knud Børge Pedersen.

Bevillingen til Danmarks Fødevare- og Veterinærforskning lyder på 64 millioner kroner, og man er derfor nødt til selv at spytte yderligere i kassen for også at være i stand til at renovere bygninger på Bülowsvej på Frederiksberg.