Abonnementsartikel

Realdanias dommerkomité har fundet 20 vindere i idékonkurrence om nye anvendelsesformer for bevaringsværdige gårdejendomme - hver vinder får 50.000 kroner

Realdania har nu fundet frem til 20 vindere i idékonkurrencen "Bevaringsværdige gårdejendomme - nye anvendelsesformer".

De 20 vindere, der hver er præmieret med 50.000 kroner, er fundet blandt 234 forslag fra hele Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Realdania oplyser, at de mange forslag giver forskellige bud på, hvordan man på en ny måde kan anvende bevaringsværdige landbrugsejendomme, der har udtjent deres oprindelige formål - en udfordring, der vokser i omfang.

- Man regner med, at op mod 15.000 landbrug i løbet af de næste 10 år nedlægges og bygningerne skal dermed enten rives ned eller anvendes til andre formål.

- Allerede i dag er over 60 millioner kvadratmeter landbrugsbygninger gjort overflødige i landbrugsmæssig sammenhæng. Og af dem regnes omkring halvdelen for bevaringsværdige, bemærker Realdania.

- Vi tror på, at en mere alsidig udnyttelse af de gamle gårdanlæg kan redde nogle af de bevaringsværdige gårde og samtidig skabe nyt liv på landet og i de hensygnende landsbyer, siger direktør Hans Peter Svendler, Fonden Realdania.

Direktøren understreger, at hovedformålet med konkurrencen, der blev udskrevet i efteråret, er, at vise vejen frem både hvad angår anvendelse og respekt for bevaringsværdige værdier samt at udvikle projekter til inspiration og efterfølgelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Og det er kun muligt, at opnå et økonomisk bæredygtigt grundlag for bygningernes fremtid, hvis der kan skabes en fornuftig driftsøkonomi gennem en anden og nutidig anvendelse, siger Hans Peter Svendler.

De 20 vindere har nu frist frem til medio august til at videreudvikle idéerne og få dem omsat til konkrete projektforslag. Alle får tilbudt en individuel medfinansiering fra Realdania til dette arbejde.

Herefter træder bedømmelseskomiteen atter sammen, og man regner med, at den vil udpege tre til fem projektforslag som de endelige vindere af projektkonkurrencen.

Realdania yder medfinansiering til at realisere de projekter, der udvælges.