Abonnementsartikel

Fødevareminister Mariann Fischer Boel (V) vil sikre, at økologer og GM-frie landmænd holdes skadesløse, hvis der sker en spredning af GMO

Den omdiskuterede lov om dyrkning af GM-afgrøder, Sameksistensloven, har været til 1. behandling. I den forbindelse stiller fødevareminister Mariann Fischer Boel sig tilfreds med den foreløbige politiske behandling.

- Vi har haft en engageret og konstruktiv debat, der har været vidt omkring, og som lover godt for udvalgsbehandlingen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Dette lovforslag handler ikke om ja eller nej til genetisk modificerede afgrøder (GM). Forslaget handler alene om, hvordan vi håndterer dem, den dag GM-afgrøderne godkendes i EU.

Det er vigtigt at have klare regler på plads. Fremtiden vil kunne klandre os, hvis ingenting sker. Regeringen handler med rettidig omhu, siger fødevareministeren.

Intet alternativ

Hun mener, at alternativet til Sameksistensloven er, at GM-afgrøderne dyrkes klos op ad økologiske og konventionelle marker. Det ønsker regeringen ikke.

- Regeringen vil opstille en række skrappe og detaljerede krav til dyrkningen af GM-afgrøder - ikke mindst af hensyn til økologien. Kravene vil blive målrettet den enkelte GM-afgrøde. GM-landmanden skal uddanne sig, betale et særligt dyrkningsbidrag og informere sin naboer og øvrige omverden. Regeringen lægger vægt på, at GM-dyrkeren bærer ansvaret.

- Regeringen vil også sørge for, at økologer og GM-frie landmænd holdes skadesløse, hvis der mod forventning skulle ske spredning. En kompensationsordning skal sikre, at eventuelle tab dækkes uden at den skadelidte skal gå den tunge vej til domstolene, siger Mariann Fischer Boel.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hun mener, at man står med en ny problemstilling, fordi der endnu ikke er erfaringer med GM-afgrøder i Danmark.

- Men med lovforslaget og det grundige arbejde fra udredningsgruppen, der ligger til grund for lovforslaget, er vi godt forberedt, mener Mariann Fischer Boel.