Antallet af landmandsmedlemmer af Økologisk Landsforening er det seneste år faldet med omkring 140, så der i dag er omkring 570 landmænd i foreningen.

Det vil sige, at mindre end hver 6. autoriseret økologisk bedrift i Danmark er tilknyttet organisationen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Til gengæld steg antallet af forbrugere og virksomheder i foreningen sidste år. Især på grund af hverveaktiviteter som velkomstgaver og et nyt forbrugerblad er der i dag over dobbelt så mange forbrugermedlemmer som landmandsmedlemmer i foreningen.

- Hvis man spørger landmændene, hvorfor de ikke er medlemmer, er svaret ofte, at det er for dyrt. Det tager vi nu konsekvensen af, og der vil komme et forslag til den nye bestyrelse om en radikal ændring af størrelsen på kontingentet, bebudede Knud Erik Sørensen, foreningens formand såvel før som efter generalforsamlingen.

Dermed kan landmændene se frem til en sænkning af deres nuværende produktions-afhængige kontingentsatser. De har hidtil kunnet gå helt op til 10.000 kroner pr. år.

Forbrugerne kan fortsat slippe med et årligt kontingent på 250 kroner om året.

Til trods for forbrugernes overvægt i medlemskartoteket, var det dog klart landmændene, der udgjorde det store flertal blandt de cirka 120 fremmødte på generalforsamlingen.