Abonnementsartikel

LandboSyds formand, Henrik Enderlein, gav ved foreningens generalforsamling udtryk for ønsker om politiske tiltag, som ikke forøger strukturudviklingen

- Det er ikke kun i toppen af Dansk Landbrug, at man har en udfordring i at organisationens medlemsskare er sammensat af store landbrug og mindre landbrug - fra tolvmandsforeninger til familielandbrugsforeninger.

Det er også en udfordring i vores egen organisation. Kan vi fortsat håndtere de forskelle i medlemskredsen, der bliver mere og mere markante?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ordene kom fra Henrik Enderlein, Snogbæk, i formandsberetningen på LandboSyds generalforsamling tirsdag aften 2. marts.

Han mener, at LandboSyd må forholde sig til de medlemmer, man har. Og han er ikke i tvivl om, at foreningen er i stand til at servicere de store landbrug, enkeltmandsbedrifterne og hobbylandbruget.

Henrik Enderlein pegede i sin formandsberetning endvidere på, at strukturudviklingen går stærk i det sønderjyske område.

- Mon politikerne på Christiansborg er klar over, at de med deres mange politiske tiltag og de øgede omkostninger, der pålægges erhvervet, er med til at skubbe til strukturudviklingen. Et lavere tempo ville være ønskeligt for os, sagde Henrik Enderlein.

Selvstændig profil

Selv om LandboSyd på en række områder er godt tilfreds med samarbejdet i det sønderjyske, mente formanden, at man både har en ret og en pligt til at gå selvstændigt, hvis man finder, at udviklingen går for langsomt eller i en forkert retning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Derfor vil I se, at vi også ind i mellem går direkte til politikerne, både lokalt, i amtet i Folketinget og til regeringen, hvis vi har noget på hjerte som vi finder vigtigt eller principielt, sagde Henrik Enderlein.

Således er det også med den strategiske alliance med tre andre landboforeninger, hvor man kan udnytte fælles viden, kompetence og hente sparring. Og det er ikke et skridt mod en fusion, sagde Henrik Enderlein.

Regnskabsmæssigt kom LandboSyd ud af 2003 med et overskud på 400.000 kroner, hvilket bestyrelsen betegner som meget tilfredsstillende.

Omsætningen har i 2003 været på 42 millioner kroner, og egenkapitalen er opgjort til 13 millioner kroner.

LandboSyd har 81 medarbejdere.