Forestil dig at danske produktionsvirksomheder i deres miljøgodkendelser havde stående, hvor mange styk de måtte producere pr. år.
Tror du de ville finde sig i det? De ville naturligvis sige, at det skal samfundet ikke blande sig i. Så længe vi overholder de krav, som er opstillet for os i vores miljøgodkendelse, så vil vi have lov til at optimere vores produktion inden for de givne rammer.
Det er logik i alle andre brancher end landbruget.
Sådan skriver Torben Poulsen, formand for Danske Svineproducenter i en pressemeddelelse.
Han mener, det er meget forkert, at miljødebatten næsten altid ender med at handle om antallet af svin.
Næringsstoffer påvirker miljøet
- Det, der kan påvirke miljøet, er de næringsstoffer, der er i gyllen, og mængden af dem hænger ikke helt sammen med antallet af producerede svin. Det er på tide, vi ændrer systemet, så den kommende regulering sker på et fagligt grundlag, siger Torben Poulsen.
- I dag får vi godkendt vores staldanlæg til et bestemt antal producerede grise, og det har intet med miljøet at gøre.
- En dygtig svineproducent kan producere godt fire slagtesvin pr. stiplads, hvor en anden måske kun kan lave omkring tre slagtesvin på den samme plads, og det skal bemærkes, at grisene har den samme plads til rådighed, siger Torben Poulsen.
Nogle grise vokser hurtigere
Årsagen til, at der kan produceres flere, er, at grisene vokser hurtigere og derfor hurtigere giver plads til en ny gris. I forhold til miljøet er mængden af næringsstoffer i gyllen stort set den samme for de to producenter, fordi den dygtige svineproducent udnytter næringsstofferne bedre, lyder det fra svineproducenternes formand.
- Hvis vi i fremtiden skal sikre os, at grisene bliver produceret så miljørigtigt som muligt, bør staldanlægget efter vores mening godkendes ud fra dets fysiske størrelse, og efterfølgende beregnes mængden af næringsstoffer i gyllen. I stedet for at gå ud fra et bestemt antal producerede svin. Det er mængden af for eksempel kvælstof i gyllen, der betyder noget - ikke antallet af svin, slutter Torben Poulsen.





