Abonnementsartikel

Store dele af de mindre polske landbrug skal bruge milliarder i de kommende år til renovering og nyinvesteringer

Der ligger hvert år i hundredvis af millioner kroner hos de mindre polske landmænd og venter på små og mellemstore danske virksomheder.

En lille million landmænd i Polen, som har mellem otte og 30 hektar jord, modtager årligt 175 millioner euro fra EU fra de såkaldte SAPARD-midler.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Disse midler skal bruges til nyinvesteringer og til renoveringer af de nedslidte gårde, mejerier, slagterier og andre virksomheder, som knytter sig til erhvervet.

Investeringerne skal bruges, for at de mindre brug og andre tilknyttede virksomheder i fødevareindustrien kan leve helt og fuldt op til EUs krav om fødevaresikkerhed, når Polen 1. maj 2004 bliver fuldgyldigt medlem af EU.

- Vi har brug for det hele. Store og mindre landbrugsmaskiner, udstyr til mejerier, slagterier, staldsystemer, vandingsanlæg og meget mere, siger Jaroslaw Gniazdowski, direktør for den statslige organisation The Agency for Restructuring and Moderisation of Agriculture in Poland. Det ligger i byen Zielona Góra i Lubuskie provinsen i det vestlige Polen.

Kontoret har som opgave at hjælpe landmændene i området med at finde den rigtige måde at finansiere deres nyinvesteringer på.

Gode muligheder i Polen

Hos Dansk Industri (DI) siger Jens Holst Nielsen, chefkonsulent i Fødevareindustrien, at DI for et års tid siden stod i spidsen for et salgsfremstød i Warszawa, som blandt andet har ført til, at ingeniørfirmaet Poul Tarp i Randers har fået en stor ordre på elektronisk udstyr til mejerisektoren i Polen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Claus Engelbreth, som er eksportdirektør hos Poul Tarp, siger, at polakkerne ikke vil gå på kompromis.

- De ønsker ganske enkelt kun det bedste udstyr. Så de danske firmaer, der har specialiseret sig i diverse produkter inden for fødevareindustrien, har efter min mening gode muligheder for at komme ind på det polske marked.

Det bedste udstyr

- Polakkerne ønsker nemlig kun det bedste udstyr, som gør, at de kan leve helt og holdent op til EUs krav.

Jens Holst Nielsen tilføjer, at han er overbevist om, at nu, hvor de praktiske og økonomiske rammer omkring SAPARD-programmet er faldet på plads, er der gode muligheder for, at danske virksomheder forholdsvis nemt kan få halet nogle fornuftige ordrer i hus i Polen.

- Danmark er trods alt verdens tiende største producent af udstyr til fødevareindustrien. Men vi må gøre os klart, at det kræver hårdt arbejde, fordi mange andre lande også gerne vil ind på det givtige polske marked, så det bliver en hård kamp, understreger Jens Holst Nielsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hurtigt ud af starthullerne

Ifølge direktør Jaroslaw Gniazdowski gælder det for danske virksomheder om at komme ud af starthullerne med det samme, fordi organisationen er godt i gang med at stable et samarbejde på benene med en lokal landbrugsorganisation og flere virksomheder i Brandenburger-området i Tyskland.

- Vi har allerede haft et par møder, men dog uden at der er indgået nogle videre aftaler, fortæller han.

Jaroslaw Gniazdowski siger, at hans organisation meget gerne vil have et bredt udvalg af informationer og tilbud.

- Vi ønsker snarest at få et samarbejde i gang med danske virksomheder, som kan medvirke til, at de mindre landbrug og den tilhørende fødevareindustri hurtigst muligt er i stand til at leve op til EUs krav på fødevareområdet, understreger Jaroslaw Gniazdowski.

Han tilføjer, at hans organisation for øjeblikket ikke har nogen som helst kontakt til dansk industri, og han håber derfor, at danske virksomheder bliver opmærksomme på, at der ligger mange gode ordrer og venter i polsk landbrug i de kommende år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I perioden fra 2004-2006 vil Polen modtage 11 milliarder euro fra EU samt 7,6 milliarder euro i strukturfondsmidler. I samme periode vil den polske regering bidrage med et par milliarder euro.Foto:359512-1