Økologisk Landsforening holder generalforsamling på Kalø i weekenden 28.-29. februar 2004. I løbet af weekenden vil brancheudvalgene ligeledes holde årsmøder ifølge vedtægterne.

Generalforsamlingen afholdes på Den Økologiske Landbrugsskole, hvor det er muligt at overnatte.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der vil blandt andet være oplæg ved fødevareminister Mariann Fischer Boel lørdag 28. februar.

Generalforsamlingen skal drøfte og vedtage fokusområder for foreningens arbejde.

På foreningens generalforsamling i 2003 blev det besluttet at stille foreningens avlsregler i bero, og i stedet koncentrere indsatsen om at arbejde fremadrettet og udviklende med fokusområder.

Økologisk Landsforenings bestyrelse, forretningsudvalget og Det Faglige Udvalg har siden arbejdet med en nærmere præcisering og afklaring af, hvad foreningens fælles forståelse af begrebet fokusområder skulle være.

I forlængelse heraf vil man på generalforsamlingen blandt andet diskutere det økologiske landbrugs afhængighed af det ikke-økologiske landbrug og det omgivende samfund samt visionerne for det danske landbrug.