- Du har vel Ecco-sko på?
Vi lader spørgsmålet hænge lidt i luften.
MaskinBladets medarbejder er knap nok kommet ind ad døren, givet hånd til driftleder på Ecco Farmen, Helge Lund, før spørgsmålet falder.
Så breder et smil sig på driftlederens læber. Nej, vi skal ikke tale sko, men om baggrunden for Ecco Farmen, som blev etableret, da den verdensberømte skovirksomhed Ecco i 1994 købte gården og etablerede et kursus- og konferencecenter.
Før 1994 var Ecco Farmen Tønder Landbrugsskole og derved overtog Ecco en gård, hvor der i forvejen blev produceret mælk.
Det gør man fortsat med fokus på høj mælkeydelse, men Helge Lund, der kom til gården i det sønderjyske for fire år siden, lægger også stor vægt på, at dyrene trives i staldbygningerne.
- Meget af det, vi laver på gården, handler om, at koens maver skal have det optimalt. Derfor går vi meget op i fodring og foretager mange analyser.
- En ko leverer måske 50-60 liter mælk om dagen, og så finder man hurtigt ud af, hvor fantastisk et dyr, en ko i virkeligheden er, fortæller Helge Lund, der hurtigt lader skinne igennem, at han er begejstret for sit job og bedriftens SDM-køer.
Ecco Farmen drives økologisk og har 104 SDM-køer. Mælkekvoten er på 1,1 millioner kg mælk med Arla Foods som aftager. Jordbesiddelserne er på 150,9 hektar incl. forpagtninger. På årsbasis beskæftiger Ecco Farmen 2,5 medarbejdere.
Robotter i mange år
På Ecco Farmen går man ikke af vejen for at afprøve og investere i den seneste teknologi.
Ecco Farmen var således en af de første danske gårde, som tog den nyeste teknologi i brug i form af malkerobotter. De to robotter, som kommer fra Lely, blev indkøbt et års tid før, Helge Lund kom til gården.
Efter fire års erfaring udi malkning med robotter er Helge Lund kommet frem til den konklusion, at robotterne er et gode, der har resulteret i en højere mælkeydelse. 3,1 malkning pr. ko i døgnet er det aktuelle niveau med en gennemsnitlig ydelse på 11.400 kg EKM.
I kostalden går køerne i en form for styret kotrafik.
- Det er den måde, vi bedst har kunnet få det til at fungere på og som sikrer en jævn trafik i robotterne det meste af døgnet, dog falder aktiviteten sidst på natten, fortæller Helge Lund.
De fleste af køerne finder hurtigt ud af, hvordan de bliver malket af en malkerobot. Men for at sikre en hurtig overgang fra kælvningsafsnittet til kostalden lader man kælvekvierne komme ind i kostalden for at vende sig til forholdene - herunder at gå gennem malkerobotten.
Effektivitet med robotter
Der har været diskussion om anvendeligheden af malkerobotter, og om de forrenter sig økonomisk.
- Det er vel altid et spørgsmål om, hvordan det samlet set kan skrues sammen på den enkelte bedrift, fortæller Helge Lund.
Hans vurdering er, at hver robot kører optimalt maksimalt 50 køer.
- Når først man er kommet over indkøringen, sparer man uden tvivl tid, som man kan bruge til bedre management og sparet lønudgift. Desuden skal vi huske på, at vi får køerne malket tre gange i døgnet oveni, påpeger Helge Lund.
Hans erfaring er også, at man ved at holde robotterne ved lige kan undgå dyre driftstop.
- Det er meget vigtigt at sikre sig, at laserne, som skal aflæse køernes patter, ikke bliver beskidte. Det forebyggende arbejde med smøring og udskiftning af slanger er centralt, påpeger Helge Lund.
Han oplever, at man med robotter frem for et almindeligt malkeanlæg har en anden følelse, når man holder fyraften.
- En af bagsiderne ved malkerobotterne er, at man har fornemmelse af aldrig at være færdig med malkningen, siger han.
Helge Lund har tilkoblet alarm på sin mobiltelefon, hvis der går noget galt med malkerobotterne.
Hidtil har Ecco Farmen imidlertid været forskånet for langvarige nedbrud.
Udstillingsvindue for kunder
Helge Lund stiller selv det retoriske spørgsmål.
Hvad skal Ecco med en malkekvægsbesætning?
- Hvis jeg skal finde en rød tråd, kan det være, at sko i stor udstrækning bliver lavet af blandt andet koskind, siger Helge Lund.
Han fortæller endvidere, at Ecco har lanceret medarbejderkurset "Fra ko til sko", hvor hver medarbejder laver sine egne sko.
I Ecco-koncernen så man også tidligt på de positive perspektiver ved at eje en malkekvægsbesætning.
I dag får Ecco Farmen ofte besøg af mange forskellige institutioner, seniorklubber fra landboforeninger og ansatte og kunder i Ecco-regi fra hele verden.
- Vi er med til at give mange af dem, der kommer, en god aha-oplevelse, og det, synes jeg, er glædeligt at kunne være med til. Medierne fortæller ofte de negative historier og viser billedet af den BSE-ramte ko, som vi alle husker.
- Men ved at vise gården frem får folk en forståelse for, hvad et kvægbrug er, siger Helge Lund.
Forhold som renlighed, dyrevelfærd og trivsel står højt på Helge Lunds prioriteringsliste, ikke mindst fordi gården jævnligt vises frem.
- Driften af Ecco Farmen skal afspejle virksomheden Ecco. Derfor er det et kæmpe ansvar for mig, at vi overholder alle regler, siger Helge Lund.
Målet er ikke kun høj ydelse
For Helge Lund handler dét at drive en malkebesætning ikke om at opnå den højest mulige ydelse, men at sikre sig nogle køer med gode brugsegenskaber.
- Vi går meget op i genetikken. Vi skal have køer, som kan bruges til noget. De skal være friske, kunne æde masser af grovfoder, have nogle gode lemmer og ikke mindst brugbare malkeorganer.
- Har vi en kvie med svage ben, sørger vi for at matche den med en tyr, der har stærke ben, siger Helge Lund.
Genetisk fremgang kan ifølge Helge Lund også have sine ulemper - et forhold, man er yderst opmærksom på på Ecco Farmen.
- Man kan sige, at avlsarbejdet har fået ny betydning for malkeorganernes vedkommende. Vi har oplevet, at vi har fået køer, hvor bagpatterne har siddet for tæt, og det gør det svært for laserne at aflæse koens patter, så det bliver svært at placere malkekopperne på patterne, fremhæver Helge Lund.
Ydelsen på Ecco Farmen har tidligere været oppe på 11.800 kg EKM, men fokus er nu rettet ind på fodereffektiviteten.
- Det er ikke nødvendigvis det mest fornuftige at have en høj mælkeydelse, hvis du skal bruge relativt mange foderenheder for at opnå den høje ydelse, siger Helge Lund.
Han mener selv, at man på Ecco Farmen har fundet en god balance med en ydelse på 11.400 kg EKM og en foderplan, der tilsigter en tildeling i snit på 21,5 FE pr. ko.
Digital Dermatitis
En klovsygdom som Digital Dermatitis har man også stiftet bekendtskab med på Ecco Farmen. Men med økologisk drift kan man ikke tage forskellige syrebade i brug for at komme den genstridige klovsygdom til livs.
Tre gange om året bliver køerne på Ecco Farmen klovbeskåret, og desuden har man ændret på mineralblandingerne til køerne.
- Vi har sat niveauet af zink og mangan op i vores mineralblandinger, og det har hjulpet mod udbredelsen af Digital Dermatitis, siger Helge Lund.
Nye tiltag på bedriften
Justeringen af zink og mangan er blot et af flere tiltag, som Helge Lund er blevet rådet til gennem sine fire år som driftsleder.
I år venter han sig meget af forsøget med at tilsætte mælkesyrebakterier til kløvergræsset fra 1. slet. Det giver en ensileringsproces, som forløber langt hurtigere end tidligere, og dermed bevares en større del af proteinet i foderet.
- Det er indtil videre min erfaring, at fodereffektiviteten kan stige betydeligt ved, at køerne kan udnytte proteinet bedre, fortæller Helge Lund.
Han har også konstateret, at mælkesyren bevirker en lav ammoniakforekomst i ensilagen.
- Vi har et ammoniaktal på 6 i 2003 mod 10 i 2002 og 11 året før, siger Helge Lund.
En af hemmelighederne bag de gode resultater på Ecco Farmen er ifølge driftslederen, at man har en knaldgod ensilage, som for en stor dels vedkommende stammer fra kløvergræs.
- Men det vigtigste er nok samarbejdet både internt på bedriften, men også med vores maskinstation og fodringsrådgiver, hvor alle er bekendt med et mål at arbejde hen imod, siger Helge Lund.
Foderplan for Ecco Farmen
Denne vinter ser foderplanen for Ecco Farmen således ud:
Sojakage 1,9 FE
Valset byg 1,5 FE
Majsmel 1,5 FE
Grønpiller 2003 1,5 FE
Gærkulturen Yea.Sacc 1026 0,1 FE
Byghalm 0,1 FE
Kløvergræs-ensilage 7,2 FE
Majsensilage 3,9 FE
Kraftfoder Ecco Special 02 3,8 FE
Desuden anvendes flexfoder Unic 2 Mg, mineraler
Tildelt foder i alt: 21,5 FE.Faktaboks:Markplanen for Ecco Farmen
Markplanen for Ecco Farmen ser for den kommende sæson således ud: 70,0 hektar kløvergræs, 23 hektar majs, 25,5 hektar vårbyg, 18,0 hektar vedvarende græs, 8,0 hektar ærter og 6,0 hektar brak.:





