Abonnementsartikel

Mælkeproducent Jette Jacobsens udtalelser om, at danske mælkeproducenter ikke magter at betale overenskomstmæssige lønninger, får Dansk Landbrug til at reagere

Gert Karkov, viceformand i Dansk Landbrug, tager kraftigt afstand fra udtalelser om, at landbrugets arbejdskraftproblem skal løses med import af billig arbejdskraft.

Jette Jacobsen, bestyrelsesmedlem i Danske Mælkeproducenter, har ifølge Dansk Landbrug tilkendegivet, at landbrugets arbejdskraftproblem skal løses ved at importere billig østeuropæisk arbejdskraft.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Jette Jacobsens udgangspunkt er ifølge Dansk Landbrug, at danskerne ikke gider arbejde på de skæve tider i mælkestalden, og i øvrigt ikke vil gå for under 100 kroner i timen.

Derfor skal der ansættes østeuropæere og helst østeuropæiske unge, der kan arbejde til elevlønninger.

- Jette Jacobsens udtalelser er udtryk for et økonomisk og et moralsk skråplan, som vi under ingen omstændigheder skal bevæge os ud på, siger Gert Karkov.

-Vel er det rigtigt, at økonomien i kvægbruget er presset, men det skal ikke løses ved at udnytte og underbetale udlændinge.

- I landbruget skal vi følge de spilleregler, der gælder. Og her er det helt klart, at udenlandsk arbejdskraft skal have de samme løn- og arbejdsvilkår, som danske, mener han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Udenlandske praktikanter ikke billig arbejdskraft

Martin Merrild, formand for Dansk Landbrugs Praktikudvalg, tager ligeledes afstand fra Jette Jacobsens synspunkter.

Han mener, at hvis danske mælkeproducenter ikke kan og vil betale et dansk lønningsniveau for kvalificeret arbejdskraft, så er det ikke udenlandsk arbejdskraft, der er løsningen.

- De aftaler, vi har med Udlændingestyrelsen, bygger netop på, at al ansættelse af udenlandske medarbejdere og praktikanter skal ske på vilkår, der er fuld på højde med danske medarbejderes, siger han.

Landbrugets lønninger på højde med arbejdsmarkedet

Martin Merrild uddyber:

- Hvis der er tale om udenlandsk arbejdskraft, er det de regionale arbejdsmarkedsråd, der sørger for, at løn- og arbejdsvilkår følger danske regler. Er der tale om praktikanter, så fastsætter aftalen mellem Dansk Landbrug og Udlændingestyrelsen løn- og ansættelsesvilkårene.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Et praktikophold skal have et højt fagligt indhold, så oplæringen supplerer den uddannelse, som praktikanten er i gang med i sit hjemland.

Martin Merrild er derfor helt uenig med Jette Jacobsens udtalelser.

- Hele landbruget har netop aftalt med Udlændingestyrelsen, at vi vil følge yderligere op på praktikantforholdene for at sikre dem de bedst mulige forhold, siger han.