Abonnementsartikel

Den engelske regerings ekspertpanel har udgivet den anden og sidste rapport om genmodificerede afgrøder og fødevarer

Den engelske regerings ekspertpanel har nu udgivet den anden og sidste rapport om genmodificerede afgrøder og fødevarer.

Rapporten markerer afslutningen på den uvildige gennemgang af, hvad videnskaben i dag ved om emnet, skriver Biotik.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge rapporten er der ingen videnskabelig begrundelse for at forbyde genmodificerede afgrøder over én kam. Teknologierne bag de forskellige GM-afgrøder og de afledte produkter er usammenlignelige, og produkterne skal derfor vurderes enkeltvis.

Rapportens konklusioner lægger sig ifølge Biotik tæt op af konklusionerne i den første rapport.

I forhold til den første rapport har ekspertpanelet i den seneste rapport vurderet de nyeste videnskabelige resultater, blandt andet resultaterne af de såkaldte farm-scale undersøgelser, hvor afgrøderne dyrkes udendørs.

Ekspertpanelet diskuterede også holdningerne i den offentlige debat samt den feedback, som de modtog efter den første rapport.

Ifølge Biotik understøtter rapporten ikke en hastig indførelse af genmodificerede afgrøder i Storbritannien.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Gensplejset ris på vej

Rapporten falder sammen med, at de britiske myndigheder netop i denne uge har indstillet en gensplejset ris-sort til godkendelse i EU-systemet.

Det er Bayer-koncernens biotekdivision CropScience Ltd, der har anmodet om markedsføringstilladelse i England til deres gensplejsede ris LLRICE62.

De engelske myndigheder har godkendt risen som værende sikker, og nu skal indstillingen til videnskabelig miljøvurdering i de øvrige EU-lande.

Det er første gang, at et firma beder om lov til at markedsføre gensplejset ris i EU. Bayer ønsker tilladelse til at indføre den færdige ris og produkter, hvor risen indgår, men de beder ikke om tilladelse til dyrkning.