Abonnementsartikel

Nu ruller landbrugets egen sikkerhedsbus ud på landevejene, og landmænd kan ringe til Dansk Landbrugsrådgivning for at få et tjek af sikkerheden på deres bedrift

- Det er hurtigere at gøre det rigtige end at komme på skadestuen, siger Jens Johnsen Høj, landskonsulent med speciale i arbejdsmiljø hos Dansk Landbrugsrådgivning, Landscentret.

Derfor er Landbrugets Sikkerhedsbus nu på vej ud i landet. Bussen er bemandet med erfarne arbejdsmiljøkonsulenter, som i løbet af 2004 og 2005 vil besøge så mange landbrug som muligt med tilbud om sikkerhedstjek på bedriften.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Landmanden får ligeledes tilbudt en vurdering af brandrisiko samt information om, hvordan man forebygger ulykker og nedslidning.

Landbrugets Sikkerhedsbus var 20. - 24. januar at finde på Agromek. I sommermånederne vil sikkerhedsbussen være til stede på Roskilde Dyrskue, Det fynske Dyrskue i Odense samt Landsskuet i Herning.

Den enkelte landmand kan også selv kontakte Dansk Landbrugsrådgivning, Landscentret, og bestille et besøg af sikkerhedsbussen.

Et bedriftsbesøg kan for eksempel omfatte en gennemgang af farlige steder, ergonomiske forhold såsom løfteteknik eller måling af luftforurening.

Gør det rigtigt fra starten

Sikkerheden i landbruget er de seneste år blevet bedre, og antallet af dødsulykker er faldende.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Alligevel sker der stadig mange ulykker i landbruget, og mange steder er der plads til at forbedre arbejdsforholdene.

- Med sikkerhedsbussen vil vi gerne vise, at det er fornuftigt at gøre det rigtige fra starten, siger Jens Johnsen Høj.

Det rigtige kan for eksempel være at bruge løftesele med rullegjord, når man arbejder i højden.

En sådan faldsikring, der blandt meget andet sikkerhedsudstyr kan ses i Landbrugets Sikkerhedsbus, stopper hurtigt og samtidigt blødt, hvis landmanden kommer ud af balance og falder ned gennem for eksempel et eternittag.

Bag Landbrugets Sikkerhedsbus står foruden Dansk Landbrug også Branchemiljørådet Jord til Bord, Falck, Nykredit samt Foreningen Østifterne.Foto: