Abonnementsartikel

Dansk Slagtefjerkræ mener ikke, at de thailandske myndigheder har behandlet fugleinfluenzaen troværdigt og opfordrer EU-Kommissionen til at stramme op på sine inspektioner

Den thailandske premierminister, Thaksin Shinawatra, meddelte søndag 25. januar, at de thailandske myndigheder har haft mistanke om fjerkræinfluenza i over to uger.

Premierministeren ville beskytte sin befolkning fra at gå i panik ved udsigten til et udbrud af fjerkræinfluenza. Derfor blev mistanken om fjerkræinfluenza ikke offentliggjort, da den første gang blev kendt blandt de thailandske myndigheder for to uger siden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I stedet fastholdt man stædigt, at de millioner af kyllinger, der er døde i den seneste måned, var ofre for fjerkrækolera - en langt mindre farlig bakteriel sygdom, der ikke kan smitte mennesker.

Det skriver Dansk Slagtefjerkræ.

Nu mødes de thailandske myndigheder med meget skarp kritik fra den befolkning, de forsøgte at beskytte, og ikke mindst er der kritik fra de thailandske fjerkræproducenter, der ikke føler, at de har haft mulighed for at beskytte sig mod spredningen af sygdommen.

Ønsker strammere regler og inspektioner

I Danmark ser Dansk Slagtefjerkræ på problemerne med stor alvor:

- Det er meget bekymrende, hvis de thailandske myndigheder har fortiet informationer om fjerkræinfluenzaen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I sådanne situationer er det vigtigste at få inddæmmet sygdommen så hurtigt som muligt både af hensyn til den offentlige sundhed, men også af hensyn til landets fjerkræproducenter, siger Jan Pedersen, direktør i Dansk Slagtefjerkræ.

Dansk Slagtefjerkræ vil hurtigst muligt tage kontakt til EU-Kommissionen, der så sent som i sidste uge inspicerede de thailandske veterinærmyndigheder og gav dem rosende omtale.

- De roser må være visnet noget i dag, og det sætter store spørgsmålstegn ved troværdigheden i det thailandske system, som også tidligere har haft store problemer, siger Jan Pedersen, og henviser til de mange problemer som Thailand har haft tidligere med overdreven brug af antibiotika og fund af det kræftfremkaldende stof nitrofuran.

På baggrund af de seneste afsløringer vil Dansk Slagetefjerkræ opfordre Kommissionen til, at man tænker sig meget grundigt om og laver gennemgribende inspektioner, inden man igen tillader import af thailandske fjerkræprodukter.

- Når de europæiske lande stiller så skrappe krav til deres egne producenter på alle områder, så er det salt i såret, når man ser den thailandske håndtering af denne alvorlige situation. Et så alvorligt tilfælde må ikke kunne forekomme, siger Jan Pedersen