Siverholm Transport i Tylstrup har en travl hverdag med blandt andet transporter til Norge og Sverige. Derfor stiller det nordjyske firma store krav til materiellet med hensyn til både driftsikkerhed, styrke og komfort.
Og de krav lever Mans 3-akslede TGX-trækker op til, mener man hos Siverholm. I hvert fald har transportfirmaet netop modtaget tre TGX-trækkere til transport med modulvogntog i Sverige og stykgods til Nordnorge.
Af hensyn til de lange stræk er de nye Man-trækkere udstyret med ekstra store dieseltanke på 760 liter, og økonomien sikres med det automatiske As-Tronic-gearskift, som tillige letter chaufførens arbejde. Styrken til de lange og tunge transporter kommer fra motorer med 480 hestekræfter.
Chaufførkomforten er tilgodeset ved, at trækkerne er udstyret med det rummelige og støjsvage XXL-førerhus med alt moderne udstyr til langture. Desuden har én af bilerne MAN's fabriksmonterede parkeringsklimaanlæg, som lagrer energi til køling under kørslen, og derpå kan holde førerhuset køligt i otte timer, uden at motoren skal være i gang.